Annoncer, bannere, plakater og møder på arbejdspladserne er de midler, den danske fagbevægelse tager i brug i en ny kampagne, der skal få oppositionen til magten efter næste folketingsvalg.
Regeringens såkaldte genopretningspakke har vakt fagbevægelsens raseri, siger formanden for LO Storkøbenhavn, Peter Kay Mortensen.
- Vi tilrettelægger en kampagne rettet mod det kommende folketingsvalg, hvor vi med information og i dialog med medlemmerne vil prøve at forklare, hvad regeringen har indført over for lønmodtagergrupperne, siger han.
Fagbevægelsen kalder VKO-flertallet for lønmodtagerfjendsk.
- Det her skyldes ikke kun dagpengeperiodens nedskæring. Pakken sætter hele den danske model under pres. De svageste på arbejdsmarkedet bliver ramt allerhårdest, og det er ikke socialt retfærdigt, siger Peter Kay Mortensen.
Han siger, at tilliden til regeringen hos fagforeningerne er på et absolut nulpunkt:
- Vi kan ikke længere stole på, at vores aftaler med regeringen bliver overholdt. Vi har gennemført en række reformer i forbindelse med trepartsaftalen, som nu er ryddet af vejen, uden at vi er blevet inddraget.
Sideløbende med kampagnen planlægger LO-forbundene en række demonstrationer, som skal få politikerne på Christiansborg til at droppe genopretningspakken.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde