Fagforbundet TIB fusionerer med 3F

Fagforbundet Træ-Industri-Byg, TIB, bliver fra årsskiftet en del af den faglige organisation 3F. Det sker efter en urafstemning blandt medlemmerne af TIB, der organiserer tømrere, snedkere og træindustriarbejdere.

Godt 65 procent siger ja til fusionen, mens 34 procent stemte imod. Omkring 30 procent af TIB-medlemmerne deltog i afstemningen.

- Jeg er utrolig glad for resultatet, som kan fremtidssikre en stærk faglig service for TIBs medlemmer, siger Johnny Skovengaard, formand for TIB.

Hos 3F glæder formand Poul Erik Skov Christensen sig over, at TIB-medlemmerne har sagt ja tak til invitationen om at blive en del af 3Fs fællesskab.

- Jeg vil gerne kvittere for det store organisationsarbejde, som vores lokale afdelinger har præsteret gennem det sidste halve år, siger 3F-formanden.

Medlemmernes nærhed til lokale afdelinger har stået centralt i forhandlingerne. I dag har TIB 10 lokale afdelinger. Med fusionen er der indgået aftaler med 30 3F-afdelinger. TIBs medlemmer får derved den faglige service tættere på.

Arbejdet med at sammenlægge TIB og 3F blev indledt i december. Her genoptog man fusionsplaner, der blev skrinlagt i 2003.

Urafstemningen skal endeligt godkendes på en ekstraordinær kongres i TIB samt af 3Fs hovedbestyrelse i september. Fusionen vil derefter være en realitet fra 1. januar næste år.

/ritzau/

Fra årsskiftet bliver TIB, Træ-Industri-Byg, en del af 3F, efter at medlemmerne ved en urafstemning har sagt ja til fusionsplanerne.

Offentliggjort Sidst opdateret