FAKTA: Derfor har USA's kongetal betydning for økonomien
Kongetallet viser, hvor mange job uden for landbruget der blev skabt den foregående måned. (Arkivfoto). Foto: Elizabeth Frantz/Reuters
Jobrapport fra USA kaldes kongetallet, fordi det har indflydelse på verdensøkonomien og dermed også Danmark.
I oktober kom yderligere 150.000 personer i job på det amerikanske arbejdsmarked uden for landbruget. Økonomernes forventning var 180.000 job.
Jobtallet bliver også kaldt kongetallet. Her er en forklaring på hvorfor:
* Hver måned offentliggør USA det såkaldte kongetal. Det er tallet for, hvor mange nye job - uden for landbruget - der blev skabt i landet i den foregående måned.
* Det er en strømpil for verdensøkonomien, og derfor får tallet stor opmærksomhed blandt økonomer.
* Går det dårligt hos amerikanerne, kan det også være skidt for Europa og dermed Danmark, der har mange virksomheder, som lever af at sælge varer og tjenesteydelser til amerikanerne.
* Tallet er vigtigt for dansk økonomi af flere årsager:
Det amerikanske arbejdsmarked er en central del af amerikansk økonomi. Derfor kan det påvirke løn- og prisudviklingen.
Hvis prisudviklingen, også kaldet inflationen, stiger for meget, vil det oftest medføre, at den amerikanske centralbank griber ind ved at hæve renterne.
Højere renter i USA betyder, at amerikanske obligationer kan blive mere attraktive.
Det kan betyde, at investorer vælger dem til fremfor alternativerne - herunder danske obligationer. Derfor kan det også få betydning for renterne i Danmark på eksempelvis boliglån.
Derudover betyder beskæftigelsen noget for, hvor mange penge de amerikanske forbrugere har mellem hænderne, og dermed hvor mange af de danske eksportvarer de kan købe.
Medicin fylder dog en stor del af den danske eksport til USA, og det er ikke et produkt, som forbrugere som det første vælger til eller fra.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker