FAKTA: Derfor kan du opleve negativ rente på opsparingen
Den Europæiske Centralbank spiller en stor rolle i forhold til renteudviklingen i Danmark.
Torsdag har Den Europæiske Centralbank, ECB, besluttet at hæve sin rente for første gang siden 2011.
ECB's beslutning er interessant, blandt andet fordi den kan have betydning for de danskere, der har penge stående i banken.
Læs mere om det her:
* Renten på ens bankkonto er delvist styret af, hvad renten er hos Nationalbanken, der er bankernes bank. I sidste ende er det dog den enkelte bank, der bestemmer renten på bankkontoen.
* Før en forventet rentestigning er renten i Nationalbanken torsdag minus 0,60 procent - tæt på det laveste nogensinde. Det betyder, at det koster de almindelige banker penge at have deres penge, som stammer fra privatkunder og virksomheders opsparinger, stående hos Nationalbanken.
* Nationalbankens rente er igen delvist styret af renten hos Den Europæiske Centralbank, ECB, som er centralbank for lande i eurozonen.
* Danmark har fastkurspolitik for kronen i forhold til euroen, som skal ligge i et spænd mellem 729 og 763 kroner for 100 euro. For at leve op til politikken er Nationalbanken nødt til at lægge sig tæt på ECB's rente.
Hvis renten i Nationalbanken for eksempel er markant højere end i ECB, vil det være mere attraktivt at købe danske kroner i stedet for euro, og det vil betyde, at kronen vil stige i kurs og risikere at komme ud af det spænd.
* Renten har været på nul procent eller negativ hos ECB siden 2012, og billedet har været nogenlunde det samme hos Nationalbanken.
* Grunden til, at ECB overhovedet har indført negative renter, er, at banken har som mål at sikre en løbende inflation på to procent i eurozonen og understøtte økonomien.
Efter finanskrisen har ECB løbende sat renten ned for at sende inflationen op og sparke gang i væksten. De negative renter skal tilskynde banker til mere udlån, hvilket igen skal skabe vækst i økonomien.
* Siden 2016 har erhvervskunder i mange danske banker betalt negative renter på opsparinger, mens privatkunder har været friholdt.
* I 2019 indførte Jyske Bank som den første store bank negative renter på private kunders opsparing. Siden har det meste af banksektoren fulgt trop. I de fleste banker må man have op til 100.000-250.000 kroner stående, inden man skal betale en negativ rente.
Kilder: Nationalbanken, Jyske Bank, Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde