FAKTA: Lego er danskernes foretrukne arbejdsgiver

En ny undersøgelse viser, at især Lego er en populær arbejdsplads blandt danske akademikere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvert år opgør analyseinstituttet Universum, hvor danskere uddannet indenfor business, økonomi, naturvidenskab, it og jura helst vil arbejde.

* 8737 har deltaget i undersøgelsen fordelt på de forskellige fagområder. I gennemsnit har deltagerne været tilknyttet arbejdsmarkedet i 6,9 år og tjener i snit godt 38.000 kroner om måneden.

* Lego ligger på første- eller andenpladsen som fortrukne arbejdsplads - uanset hvilken faggruppe man spørger. Særligt blandt personer med business- og økonomibaggrund er Lego populær, hvor knapt 24 angiver, at de gerne vil arbejde for virksomheden. Det betyder, at Lego indtager den samlede førsteplads.

* A.P. Møller-Mærsk er faldet i alle faggrupper bortset fra blandt juristerne, hvor Mærsk bibeholder en andenplads. Særligt i gruppen af ingeniører har Mærsk lidt et nederlag og er faldet syv placeringer til 12.-pladsen.

Universums undersøgelse giver også en fornemmelse af nye tendenser på arbejdsmarkedet:

* 50 procent af de it-studerende ønsker ikke at blive lønmodtagere, men håber derimod at blive selvstændige.

* Folk ønsker i højere grad at skifte arbejde regelmæssigt. 41 procent af de adspurgte regner med at skifte arbejde indenfor et år. Årsagen er for de fleste, at de ønsker nye udfordringer.

Kilder: Universum