Fald i tysk inflation åbner døren for rentenedsættelse i 2024

Opbremsning i den tyske økonomi er med til at få inflationen i landet til at falde, skriver økonom.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tyske inflation er i oktober blevet opgjort til 3,8 procent. Det viser en foreløbig opgørelse mandag eftermiddag.

I september lå inflationen til sammenligning på 4,5 procent.

En af forklaringerne på udviklingen er, at aktiviteten i den tyske økonomi er bremset betydeligt op i løbet af 2023. Det skriver Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, i en kommentar.

- Det kan også aflæses i et svagere forbrug og en aftagende jobvækst. Dermed er inflationspresset i den tyske økonomi helt naturligt aftaget.

Ifølge Tore Stramer er det store fald i den tyske inflation med til at understøtte budskabet om, at Den Europæiske Centralbank (ECB) er færdig med at hæve renten.

Døren er tilmed blevet åbnet på klem for en mulig rentenedsættelse i løbet af de første tre måneder næste år, vurderer han.

- Usikkerheden er dog fortsat markant, og selv om en mulig rentenedsættelse er ved at komme til syne i horisonten, så skal vi fortsat forberede os på en længere periode med generelt høje renter.

Renteforhøjelser bruges som et værktøj til at tøjle høj inflation.

Hvis det bliver dyrere at låne penge, er det forventningen, at forbrugerne vil bruge færre af dem.

Og det skal få priserne til at falde.

I sidste uge besluttede ECB at fastholde renten på fire procent. Inden da var renten blevet hævet ti gange i træk.

Tidligere mandag blev tal for udviklingen i Tysklands bruttonationalprodukt (bnp) offentliggjort.

I tredje kvartal blev det til et fald på 0,1 procent.

Den tyske økonomi har længe kæmpet med at holde sig ude af en teknisk recession, der beskriver en periode på to kvartaler i træk med tilbagegang.

Ser man længere frem i tiden, er der udsigt til flere svaghedstegn. Det vurderer Lisette Rosenbeck Christensen, der er seniorøkonom hos Arbejdernes Landsbank.

- De seneste tal for erhvervstilliden i Tyskland peger på fortsat negativ vækst i fjerde kvartal, skriver hun i en kommentar.

/ritzau/