Faldende energipriser halverer Shells overskud efter guldrandet år
Shell har svært ved at følge med den rekordhøje indtjening i 2022. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters
Olieselskabet Shell tjente 11,9 milliarder dollar i første halvdel af 2023. Det er mere end en halvering.
Det er nærmest umuligt for energiselskaber verden over at leve op til 2022, der for de fleste af dem endte med at blive én stor indtjeningsfest.
Selv om milliarderne fortsat vælter ind hos olieselskabet Shell, er det blevet hverdag igen.
Det viser selskabets halvårsregnskab torsdag.
Faldende priser på energi har været med til at halvere Shells overskud i løbet af de første seks måneder.
Indtjeningen lyder således på 11,9 milliarder dollar svarende til knap 80 milliarder kroner. I samme periode sidste år tjente selskabet hele 25,6 milliarder dollar.
- Shell leverede stærke resultater på trods af lavere priser på råvarer, siger selskabets topchef, Wael Sawan, i regnskabet.
Energipriserne begyndte for alvor deres himmelflugt, efter at Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år.
Der blev nemlig samtidig lukket for store dele af de gasleveringer, som Europa havde været vant til at modtage fra russerne.
De højere energipriser kunne læses i hele oliebranchens årsregnskaber.
Siden begyndte Europa at finde alternative leverandører af energi, og i løbet af efteråret begyndte priser på energi at styrtdykke.
Faldet er fortsat ind i det nye år - dog i et mildere tempo.
De lavere priser har imidlertid også taget en pæn bid af omsætningen hos Shell, der må se den falde til 161,5 milliarder dollar mod 185,3 milliarder sidste år.
Også hos det franske olieselskab TotalEnergies har de faldende priser haft en negativ effekt på halvårsregnskabet, der ligeledes er blevet offentliggjort torsdag.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er overskuddet i andet kvartal alene faldet cirka 28 procent til i alt 4,1 milliarder dollar sammenlignet med samme kvartal sidste år.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde