Faldende tysk inflation kan åbne dør for snarlig rentesænkning
Inflationen i Tyskland er opgjort til 2,2 procent i marts, mens den i februar lå på 2,5 procent.
Den tyske inflation faldt i marts til det laveste niveau siden 2021.
Det bekræfter en endelig opgørelse fra Tysklands nationale statistikbureau fredag.
Inflationen er blevet opgjort til 2,2 procent i marts, mens den i februar lå på 2,5 procent. Det er en glædelig udvikling, mener Anton Thorell Steinø, der er økonom hos Arbejdernes Landsbank.
- Det er glædeligt, at inflationen fortsætter med at aftage i Europas største økonomi. Meget taler dermed for, at Den Europæiske Centralbank (ECB) kan begynde at sænke deres renter fra juni måned, vurderer han.
Der spekuleres lige nu på højtryk i, hvornår en rentesænkning kan komme på tale, efter at renteniveauet i en længere periode har ligget på et meget højt niveau.
Og netop juni er blevet nævnt som en mulighed, hvis altså inflationspresset ikke pludselig begynder at vokse igen.
Torsdag fastholdt ECB den ledende rente på fire procent. Her har den ligget siden september sidste år.
ECB hævede fra sommeren 2022 og frem til september renten med sammenlagt 4,5 procent i et forsøg på at bekæmpe inflationen og få den ned på de to procent, som er målet på lang sigt.
Men det er en balancegang.
Hvis ECB sænker renten for tidligt, kan det være med til at puste til inflationen. Omvendt kan det sende økonomien i bakgear, hvis det sker for sent.
I Tyskland skal den lavere inflation ses i sammenhæng af, at aktiviteten i den tyske økonomi er blevet svækket i særligt andet halvår af 2023, og at 2024 ligeledes tegner til at blive et svagt år.
Det skriver Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, i en kommentar.
Han vurderer, at den faldende inflation kommer til at åbne døren for en rentesænkning fra ECB i juni.
- Der skal indfinde sig en betydelig stigning i både inflationen og lønvæksten for at få ECB til at vende på en tallerken og aflyse den ventede rentenedsættelse i juni.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned