Familieadvokater gik over stregen

En reklamekampagne med udsagn som "80 procent af danske mænd er utro" skulle sætte fokus på Danske Familiadvokater. Men det var ikke i orden, mener Forbrugerombudsmanden, som retter skarp kritik af kampagnen.

- Der skal være plads til kreativitet, men det er ikke i orden at spille helt åbenlyst på, at målgruppen måske befinder sig i en udsat eller sårbar situation som en ægteskabelig krise samt generelt i sin markedsføring at benytte henvisninger til ulovlige handlinger, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe i en pressemeddelelse.

Danske Familieadvokater opfandt et falsk advokatfirma kaldet Adelfeldt & Schmidt?s til deres kampagne.

Med påstanden om, at 80 procent af alle gifte mænd bedrager deres koner, tilbød det falske advokatfirma blandt andet skilsmissesøgende kvinder, at de ved hjælp fra en privatdetektiv kunne få "maksimalt økonomisk udbytte af skilsmissen", ligesom de "med næsten 100 procents sikkerhed garanterer", at kvinden får børnene.

Det falske advokatfirma havde også en hjemmeside, og til at starte med fremgik det ikke af det hjemmesiden, at det var en del af reklamekampagne.

Kampagnen var i strid med loven og god markedsføringsskik, mener Forbrugerombudsmanden.

- Jeg er derfor glad for, at Danske Familieadvokater har meddelt, at de ikke vil benytte lignende metoder i fremtiden, siger Henrik Øe.

/ritzau/

Forbrugerombudsmanden retter hård kritik af fup-kampagne for Danske Familieadvokater, hvor falsk advokatfirma tilbød ulovligheder.

Offentliggjort Sidst opdateret