FCK-aktier falder efter CL-flop

Aktierne i FC København falder med over tre procent torsdag morgen på børsen i København.

Investorerne kvitterer ved kasse ét, fordi fodboldklubben onsdag aften forpassede chancen for at spille sig i Champions League.

FCK tabte onsdag samlet 2-5 til tjekkiske Viktoria Plzen.

Og dermed går klubben glip af 115 millioner kroner, som den havde regnet med at score på deltagelse i den fineste fodboldrække.

Og det kaldte FCK-direktør Anders Hørsholt umiddelbart efter nederlaget det for "trist".

- Vi havde budgetteret med, at vi skulle spille i Champions League, og det fordi, det er vores målsætning. Det er det stadigvæk, måske ikke i år, men så igen næste år, sagde Anders Hørsholt.

Nederlaget betyder dog ikke, at koncernen bag FCK, Parken Sport & Entertainment, får røde tal på bundlinjen.

- Konsekvensen af, at vi ikke skal spille Champions League i år, er 115 millioner, men det betyder ikke, at vi går i rødt. Det er en indtægt, vi ikke får, men det er ikke noget, der går ud over bundlinjen, forklarer Anders Hørsholt.

FCK skal i stedet for Champions League nu deltage i Europa League, hvor der venter minimum seks kampe i efteråret.

/ritzau/

Investorerne straffer fra morgenstunden FC København, der missede muligheden for at komme i Champions League.

Offentliggjort Sidst opdateret