Skandalen om ulovligt opkrævede ejendomsskatter vokser. Økonomi- og Indenrigsministeriet har fundet nye fejl i opkrævningerne af ejendomsskat.
Der er tale om flere år gamle fejl i it-systemet, der betyder, at nogle boligejere ulovligt er blevet opkrævet for meget i ejendomsskat.
- Jeg håbede og troede, vi havde fundet alle fejl i både systemerne og loven, så kommunerne kunne betale de penge tilbage til borgerne, de havde opkrævet for meget i skat, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).
Hvordan fejlene er opstået, vil nu blive kulegravet.
Siden november sidste år har flere boligejere fået penge tilbage fra kommunerne, fordi de er blevet opkrævet for meget i ejendomsskat. Beløbet, som grundejerne skal have tilbage, er tidligere anslået til omkring 1,2 milliarder kroner.
Hundredtusindvis af danskere har siden 2005 betalt for meget i ejendomsskat.
Fejlopkrævningerne begyndte, da det såkaldte grundskatteloft i 2002 blev indført, og senere var der fejl i det it-system, som kommunerne benytter til at beregne ejendomsskatten.
Fejlen blev opdaget i 2010, og siden har Indenrigsministeriet, Skatteministeriet og KL arbejder for at udbedre skaderne.
Det er under denne oprydning, at det viste sig, at der også er sket fejl i opkrævningen af ejendomsskatter for visse ejendomme, der er omfattet en særlig bestemmelse om fritagelse for ejendomsskat, oplyser ministeriet.
Nogle kommuner har også gjort opmærksom på, at selv om fejlene i it-systemet er rettet, er der stadig ejendomme, som får beregnet for lav skat.
- Vi må hurtigst muligt til bunds i sagen og sørge for at få rettet alle fejl, siger Margrethe Vestager.
Rigsrevisionen har tidligere rettet en skarp kritik mod Skat, der angiveligt siden 2005 har vidst, at mange husejere betalte for meget ejendomsskat.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker