Feltet af danske eliteaktier udvides efter markant fremgang
Det danske aktiemarked er vokset så meget de seneste fem år, at eliteindekset over de 20 største aktier, som skal være en form for strømpil for udviklingen på markedet, nu udvides til 25 aktier. Foto: /ritzau/Niels Hougaard
/ritzau/Niels Hougaard
Det danske aktiemarked har vokset sig for stort til kun at have 20 aktier i toppen. Nyt indeks starter mandag.
Strømpilen for det danske aktiemarked - det såkaldte eliteindeks over de danske aktier - vokser mandag med fem selskaber og hedder fremover C25 i stedet for C20.
Ifølge fondsbørsens kommunikationschef, Javier Lopez Garrido fra Nasdaq Copenhagen, er det nødvendigt, hvis indekset skal være retvisende, fordi det danske aktiemarked er vokset markant de senere år.
- I stedet for at man følger de 20 største og mest omsatte aktier, så er det fra mandag de 25 største og mest omsatte aktier.
- Det danske aktiemarked er vokset markant over de seneste fem år. Vi er gået fra at have 24 såkaldte large cap-selskaber til at have 42. Det er selskaber, der er større end 7,4 milliarder kroner i børsnoteret markedsværdi, siger Javier Lopez Garrido.
Ifølge fondsbørsen er værdien af det danske aktiemarked mere end fordoblet på fem år fra 1300 milliarder kroner til i omegnen af 2900 milliarder kroner.
Indekset over de 20 største aktier skal ifølge fondsbørsen fungere som en slags vejrhane for det danske aktiemarked. Ved at udvide feltet til 25 minimeres påvirkning fra enkeltaktier og enkeltsektorer.
Med skiftet vil Bavarian Nordic, Nets, NKT, Tryg og William Demant Holding for fremtiden også være at finde i det ledende danske aktieindeks - foruden selskaberne i det tidligere C20 Cap.
Indekset tæller de absolutte sværvægtere blandt børsnoterede danske virksomheder. Det er for eksempel Novo Nordisk, A.P. Møller - Mærsk, Danske Bank og Vestas.
C25 debuterer som toneangivende indeks mandag med en stigning på 0,9 procent umiddelbart efter åbningen klokken 9.00.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned