Feriegigant har stadig store forventninger til sommeren
TUI har endnu ikke opgivet håbet om en indbringende sommer (Arkivfoto). Foto: Fabian Bimmer/Reuters
Fabian Bimmer/Reuters
TUI håber denne sommer at vende tilbage til omkring 75 procent af sin kapacitet i forhold til før corona.
Rejseselskabet TUI har stadig store forventninger til den forestående sommer.
Det fastslår selskabet onsdag i forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet fra oktober 2020 til og med marts 2021.
TUI håber denne sommer således at vende tilbage til omkring 75 procent af sin kapacitet i forhold til før coronapandemien.
Det skyldes primært den fortsatte udrulning af vacciner på tværs af Europa.
Indtil videre er der ellers ikke noget, der tyder på, at TUI's optimisme er berettiget. Selskabet har modtaget 2,6 millioner bookinger for sommeren, hvilket er 69 procent lavere end i 2019.
Selskabet forventer dog en hastig udvikling de kommende uger.
- Vi står ved begyndelsen af den forventede genåbning. Der er en tydelig optimisme, og der er muligheder for turismen og for TUI, siger TUI-chef Fritz Joussen i forbindelse med regnskabets offentliggørelse.
TUI's indtægter i perioden fra oktober 2020 til og med marts 2021 lød på 716 millioner euro - svarende til over 5,3 milliarder danske kroner.
Det er et fald på 89 procent i forhold til den tilsvarende periode for et år siden. Her lød indtægten på 6,6 milliarder euro - knap 50 milliarder kroner.
TUI, der har hovedsæde i tyske Hannover, har fået støtte fra Tysklands regering for at kunne overleve under coronapandemien.
TUI råder blandt andet over fem luftfartsselskaber med cirka 150 fly og over 400 hoteller.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned