Finans: Svindelanklaget advokatfirma er lukket
Ifølge Finans er Johan Schlüter Advokatfirma lukket efter anklage om svindel for 100 millioner kroner.
Det kriseramte Johan Schlüter Advokatfirma (JSA) er lukket, skriver Finans. Advokatfirmaet har været ramt af kunde- og medarbejderflugt, siden det i juli blev beskyldt for at have svindlet med copydan-penge for 100 millioner kroner.
Ifølge Finans er Johan Schlüters hovedsæde på Højbro Plads i København nu rømmet, telefonerne er lukket, og det samme er firmaets hjemmeside.
For nylig kunne Finans berette, at advokatfirmaet havde fyret en tredjedel af sine medarbejdere som direkte konsekvens af den aktuelle svindelsag, hvor tv- og filmproducenter mener, at de er blevet franarret rettighedspenge.
Advokatfirmaet hyrede ved samme lejlighed den erfarne insolvensadvokat Pernille Bigaard, men stod altså ifølge Finans ikke til at redde.
Den seneste tid har en række fremtrædende advokater forladt Johan Schlüter Advokatfirma. Ifølge indberetninger til Advokatsamfundet og Linkedin har kun tre advokater endnu ikke fundet sig en ny arbejdsplads.
Den ene er den 71-årige stifter, Johan Schlüter, som det igennem længere tid ikke har været muligt for Finans at få en kommentar fra.
Direktør i brancheorganisationen Danske Advokater Paul Mollerup mener, at nedturen i JSA er ganske opsigtsvækkende.
- Det er højst usædvanligt i Danmark, at advokatfirmaer af den størrelse forsvinder fra jordens overflade, siger Paul Mollerup til Finans.
Johan Schlüter skabte Johan Schlüter Advokatfirma i 2002, da han gik solo fra Bech-Bruun. Ifølge en tidligere version af firmaets hjemmeside havde JSA for et år siden 58 medarbejdere, herunder 11 partnere, syv advokater og tre advokatfuldmægtige.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker