Finansforbundet skifter kurs og vil ind i stororganisation
Finansforbundet organiserer alle medarbejdergrupper i den finansielle sektor - lige "fra rengøringsassistenten i filialen til dealeren i hovedsædet" og folk i børsmæglerselskaber. (Arkivfoto.). Foto: Richard Drew/Ritzau Scanpix
Medlemmerne skal have mest muligt indflydelse, mener formand, og derfor vil Finansforbundet med i FH.
Hovedbestyrelsen i Finansforbundet anbefaler, at forbundet træder ind i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Det fremgår af en meddelelse på forbundets hjemmeside.
Finansforbundet organiserer alle medarbejdergrupper inden for det finansielle område og har omkring 56.000 medlemmer.
I 2018 brød organisationen med hovedorganisationen FTF forud for den fusion med LO, der resulterede i FH. Dengang var der bekymringer for uddannelsespolitiske forskelle, og hvorvidt FH ville være partipolitisk neutral.
Men efter nogle år med et strategisk samarbejde ønsker organisationens top et medlemskab af FH.
På et ekstraordinært landsmøde 20. april skal en mulig ansøgning om medlemskab debatteres og "eventuelt besluttes". Det skriver forbundet.
- Et medlemskab af FH er simpelthen den løsning, der i sidste ende giver mest værdi og indflydelse for vores medlemmer, siger formand Kent Petersen i en meddelelse.
Cirka 1,3 millioner mennesker er medlem af et fagforbund, som hører under paraplyorganisationen FH.
3F, FOA og pædagogernes fagforening, Bupl, er nogle af de mange fagforeninger, som allerede nu er en del af hovedorganisationen.
I FH vil bankansatte dermed skulle stå side om side med pædagoger og jord- og betonarbejdere, hvis Finansforbundet indlemmes.
Om kursskiftet i forhold til hovedorganisationen skriver Finansforbundet på sin hjemmeside.
- Situationen er en anden nu, hvor FH indtager en meget stærk position som den store lønmodtagerorganisation på en lang række områder med stærk politisk indflydelse, skriver Finansforbundet.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde