Finanskrisen har ædt din lønstigning

For et år siden kæmpede de en indædt kamp for lønstigninger og endte med at få 13 procent mere over de næste år. Nu står pædagoger, sygeplejersker og sosu'er dog med udsigten til mindre. Markant mindre.  
Finanskrisen stikker simpelthen en kæp i lønhjulet.
 
Det skriver dagbladet Information.
 
Ifølge avisen står en almindelig sosu-assistent til at få 5000 kroner mindre i 2009 end det, der var stillet i udsigt, og det kan blive mindre, hvis finanskrisen bliver værre.
 
- Jeg frygter det, der kommer til at ske med lønnen. For som det ser ud nu, bliver lønstigningerne væsentligt lavere end forventet, og mange vil få sig en alvorlig skuffelse, siger Dennis Kristensen, formand for for sosu-assistenternes fagforening, FOA, til Information.
 
Forklaringen på den forsvundne lønstigning skal findes i den måde lønreguleringen er skruet sammen i det offentlige. De offentlige lønninger reguleres én gang om året i forhold til lønstigningerne i det private. I praksis skal lønnen i det private stige med én procent for at lønnen i det offentlige kan stige med 0,8 procent.
 
Skal sosu-assistenter, pædagoger og sygeplejersker have udsigt til de 13 procent over de næste år, så skal lønnen i det private stige med mindst fire procent i både 2009 og 2010. Det er ikke sandsynligt i forhold til den nuværende finanskrise.




Sidste års lønkonflikt udløste stigningerne på 13 procent for pædagoger, sygeplejersker og sosu?er, men de kommer til at spejde forgæves efter pengene

Offentliggjort Sidst opdateret