Finanskrisen koster 200 milliarder kroner

Stigende arbejdsløshed, hul på boligboblen og et stort underskud på de statslige budgetter.

Det er, hvad finanskrisen har ført med sig, siden den ramte tilbage i efteråret 2008. Og Jesper Rangvid, der er professor på Handelshøjskolen CBS i København, vurderer overfor DR Penge, at omkostningerne indtil nu ligger på 200 milliarder kroner.

For de 200 milliarder kroner kan man bygge otte Storebæltsbroer. Men krisen kan gå hen og blive meget dyrere for danskerne:

- Vi er jo ikke oppe på det niveau, som økonomien havde inden den faldt. Hvis man regner på det, så bliver omkostningerne væsentligt større, siger Jesper Rangvid.

Han har regnet på tallene. Han understreger, at resultatet er usikkert - men den samlede regning kan blive på 1600 milliarder kroner, lyder Rangvids vurdering. Det svarer til et helt års produktion i Danmark.

- Vi har set, at finanskrisen har ført en hel masse dårlige ting med sig. Arbejdsløsheden er steget, statsunderskuddet er vokset katastrofalt, og boligpriserne er faldet voldsomt, siger professoren til DR Penge.

/ritzau/

Finanskrisen har kostet danskerne og samfundet 200 milliarder kroner. Men beløbet kan blive mangedoblet.

Offentliggjort Sidst opdateret