Venstre kan kigge i vejviseren efter en undskyldning fra finansminister Bjarne Corydon (S).
Selv om OECD konkluderer, at "Danmarks økonomi var i rimelig god form, da man gik ind i krisen, og dansk økonomi er stadig i rimelig god form", så har Bjarne Corydon flere gange sagt, at S-R-SF-regeringen overtog et håndværkertilbud.
Derfor kræver Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, en undskyldning fra Corydon.
- Så Bjarne Corydon bør stoppe sin snak om, at når den nye regering ikke kan leve op til sine løfter, så skyldes det, at den overtog en faldefærdig økonomi. I stedet skylder finansministeren os faktisk en undskyldning, siger han.
Bjarne Corydon holder dog fast i, at Venstre ikke greb ind i tide.
- Venstre brugte en lang række gode år til ikke at få gjort den danske økonomi bæredygtig, selv om de vidste, at festen ikke kunne blive ved i al evighed. Alligevel gav Venstre ufinansierede skattelettelser, hvor vi bruger et forsigtighedsprincip, siger han.
Finansministeren forklarer, at regeringen forbereder en budgetlov for stat, regioner og kommuner, så der ikke bruges flere penge, end der er til rådighed.
- OECD har i dag været ude at rose regeringen ikke alene for budgetloven, men har også anerkendt kickstarten, som jo skal være med til at bære Danmark sikkert ud af krisen med velfærden i behold, siger Bjarne Corydon i en skriftlig kommentar.
Han klandrer Venstre for at "sidde i et hjørne og kræve undskyldninger", mens partiet ikke vil være med til at lave politik.
OECD's rapporter rummer forslag, som skal skabe vækst og økonomisk fremgang.
Et af dansk økonomis store problemer er ifølge den økonomiske organisation, at Danmark fra 2000 til 2009 tabte konkurrenceevne. Det gør det svært at få gang i væksten og skabe nye job i Danmark, lyder det fra OECD.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde