Fire finansvirksomheder meldt til politiet

Finanstilsynet har meldt fire finansielle virksomheder til politiet for ikke at have indberettet transaktioner med børsnoterede værdipapirer.

Anmeldelsen vedrører Jyske Bank, Skælskør Bank, Etrade Bank og BankInvest.

De fire virksomheder har i perioder på måneder eller i et tilfælde flere år forsømt at indberette såkaldte TRS-data til tilsynet.

- Det har stor betydning for gennemsigtigheden på markederne, at værdipapirhandlerne indberetter korrekt, siger Hanne Råe Larsen fra Finanstilsynets børskontor.

Tilsynets overvågning af markederne er baseret på disse data.

- Hvis vi ikke får de rigtige indberetninger, så svækker det vores muligheder for at opklare sager om for eksempel insiderhandel eller kursmanipulation, siger Hanne Råe Larsen.

Værdipapirhandlere skal indberette alle transaktioner med værdipapirer på børser i hele EU til Finanstilsynet senest ved børsernes lukketid dagen efter, at handlerne har fundet sted.

En af de anmeldte virksomheder, BankInvest, forklarer, at man på grund af en it-fejl ikke fik afgivet oplysningerne i fem måneder af 2009. Fejlen er rettet og alle data siden sendt til Finanstilsynet.

Ifølge BankInvest opstod problemet, da Finanstilsynet ændrede i et XML-skema, der benyttes til indberetningerne. Det fik senere BankInvests program til formålet til at gå i stå - noget der først blev opdaget noget senere.

- Vi beklager fejlen. For at undgå lignende situationer fremover har vi truffet en række interne foranstaltninger. Vi vil dog også gerne opfordre Finanstilsynet til at vejlede og informere mere indgående, når der sker ændringer af denne slags, siger Andrea Panzieri, investeringsdirektør i BankInvests fondsmæglerselskab.

/ritzau/

Finanstilsynet har meldt fire finansvirksomheder, herunder Jyske Bank, til politiet for ikke at have indberettet data om handel med værdipapirer.

Offentliggjort Sidst opdateret