Fiskerikontrol tager Greenpeace alvorligt

Når Fiskerikontrollens afdelingskontor i Roskilde klokken 13 onsdag modtager det såkaldte bevismateriale mod Gillelejefiskerne, så vil det blive gransket på samme måde, som når fiskerikontrollen får andre anmeldelser.

Kontrolchef Mik Jensen siger til DR Nyheder, at det generelt ikke er nok at kunne sandsynliggøre via en kutters position, bevægelser og eventuelle fartændringer, at ulovligt fiskeri har fundet sted.

- Men vi kigger på materialet med interesse, som vi altid kigger på materiale, som vi måtte få fra folk, der gerne vil anmelde et forhold, siger Mik Jensen.

Fiskeridirektoratet er ikke overrasket over Greenpeace' afsløringer.

Fiskerikontrollen er nemlig godt klar over, at der foregår noget aktivitet ude i forbudsområdet engang imellem.

I Greenpeace siger havbiolog Hanne Lyng Winter, at organisationen ikke har været kontaktet af politiet endnu efter, at fiskerne har anmeldt organisationen for "indbrud" ved at installere GPS hemmeligt på fiskerbådene.

- Vi er godt klar over, at vi er gået langt i denne sag. Som altid tager vi den straf, der måtte komme, siger hun.

/ritzau/

De mulige beviser på ulovligt fiskeri i Kattegat bliver overdraget af Greenpeace til fiskerikontrollen og vil blive gransket som andre anmeldelser.

Offentliggjort Sidst opdateret