Udpegningen af fredede havområder i den kommende Natura 2000-plan bygger på for sorte vurderinger af erhvervsfiskeriets miljøpåvirkning. Og det kan komme til at koste erhvervet dyrt.
Det fremfører formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, fra foreningens generalforsamling lørdag i Vejle.
- Jeg er bange for, at hvis vi ikke får fornuften til at råde, så kan det blive meget hårdt for dansk fiskeri. Og begrænsninger vil naturligvis i første række ramme kystfiskerne og andre små fiskere, som ikke har så stor aktionsradius, siger formanden.
30 af de 90 havområder - i alt 17 procent af det danske havareal - som der er lagt op til at skåne mere eller mindre for erhvervsfiskeri, er af stor betydning for de danske fiskere som fangstområder, anfører Svend-Erik Andersen.
- Beklageligvis bliver der ofte tegnet et forkert, forældet og unuanceret billede af fiskeriets påvirkning. Alt for mange af rapporterne henviser også til videnskabelige rapporter, som i realiteten mere er formodninger end viden, siger fiskeriforeningens formand.
Han afviser, at så stor en andel af fiskebestande er overfiskede som de op mod 90 procent, som blandt andre FN opererer med. Det er forældede tal, siger Svend-Erik Andersen.
- Der er en række organisationer på verdensplan, også her i Danmark, som mener, at vi skal holde op med at fiske: At vi ødelægger miljøet, vi tager noget væk, som burde blive i havet. Det er etisk forkert at hive fisk op af vandet og slå dem ihjel, bemærker fiskernes formand.
Han anker også over, at landbruget får mange flere penge ud af statens fælles støtteordning for landbrug og fiskeri, Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, end fiskerne får at de i alt 200 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned