Flere boligsælgere får solgt inden for to måneder
Boligsalget har fået mere fart på de seneste to år. Det viser tal fra EDC-mæglerne. Foto: Free/Edc
Free/Edc
Antallet af såkaldte lynsalg er steget det seneste år. To jyske kommuner sniger sin ind i top-10.
En stadigt stigende andel af dem, der sætter deres bolig til salg, finder ret hurtigt køber til huset eller lejligheden.
Tal fra ejendomsmæglerkæden EDC viser, at 37 procent af alle handler i år blev afsluttet inden for 60 dage efter, at boligen blev sat til salg.
Dermed er antallet af såkaldte lynsalg steget med seks procentpoint i forhold til 2014, hvor de udgjorde 31 procent.
Og der er vel at mærke fremgang i hver eneste af landets fem regioner, fortæller EDC's kommunikationschef, Jan Nordmann.
- I hovedstadsområdet sælges næsten halvdelen af boliger på mindre end 60 dage, så her er markedet ganske hektisk.
- Det mest positive ved opgørelsen er, at det er andre regioner end hovedstaden, der har størst fremgang, siger Jan Nordmann.
I Region Syddanmark er der sket fremgang fra 23 til 33 procent, og Region Nordjylland er rykket fra en andel på 28 til 36 procent.
På årets top 10-liste over de kommuner, hvor andelen af lynsalg er størst, blander Aarhus og Aalborg sig da også som de første jyske kommuner.
Her topper Frederiksberg med 63 procent. Vestegnskommunerne Albertslund, Ishøj og Høje Taastrup følger lige efter på de næste pladser.
- Det tegner et billede af, at det også er gået hurtigt med at sælge der, hvor priserne er steget mest.
- Men det afhænger også af, hvor højt udbudspriserne bliver sat, siger Jan Nordmann.
Tallene viser også, at blot 15 procent af boligerne, der sættes til salg i Region Hovedstaden, ligger længere end 180 dage, før de finder en køber.
I Region Syddanmark er tallet 39 procent.
- Det fortæller historien om, at der fortsat er en ubalance mellem udbuddet og efterspørgslen af boliger flere steder i landet.
- Der er steder, hvor nybyggeriet dårligt kan følge med væksten i indbyggertallet, og så er der steder, hvor selv en skarp pris ikke altid er nok til at opnå et hurtigt salg, siger Jan Nordmann.
Den gennemsnitlige salgstid for et villa eller et rækkehus er lige i underkanten af 180 dage. Ejerlejligheder tager gennemsnitligt 100 dage at sælge.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie