Flere danskere løser billet til DSB

Det kan godt være, at DSB døjer med forsinkelser. Men det er alligevel lykkes at få flere danskere til at tage toget i stedet for bilen.

Sidste år var der 2,2 millioner flere danskere, der løste billet til et DSB-tog, end året før.

Samtidig er biltrafikken i Danmark faldet med 1,5 procent. Det er et udtryk for, at toget vinder markedsandele på bekostning af bilen, mener DSB's administrerende direktør Søren Eriksen.

- Det er ikke specielt trendy i dag at sidde alene i sin bil midt i en kø på vej ind mod København og vide, at ud over at man sidder og spilder sin tid gevaldigt, så sidder man også og sviner ved at udlede store mængder CO2, siger Søren Eriksen.

DSB havde en 195 passagerer sidste år. Det svarer til en halv million om dagen. Dermed er antallet af togkunder vokset med over 19 millioner siden 2008.

Det er det højeste antal kunder DSB nogen sinde har haft. Tallet dækker dog over, at DSB har vundet en række ordre i Sverige, som tegner sig for den største del af fremgangen.

Søren Eriksen mener imidlertid, at der er tale om en tendens. Han fremhæver bedre markedsføring, miljøbevidsthed hos kunderne og den økonomiske krise, som årsager til at flere vælger toget.

- Toget er et pålideligt og ansvarligt alternativ til bilen, og danskerne vil gerne bidrage til et bedre klima, som er resultatet, når de vælger at stige ind i toget frem for i bilen, siger DSB-direktøren.

De flere indlandskunder hos DSB er primært steget på toget i Østdanmark.

/ritzau/

Trods mange forsinkelser har DSB fået flere kunder i butikken. DSB havde 2,2 millioner ekstra passagerer i Danmark sidste år. Samtidig er biltrafikken faldet.

Offentliggjort Sidst opdateret