Flere partier vil have automatisk udbetaling af feriepenge
Hvis det er muligt at udbetale feriepenge automatisk, bør man droppe system med ansøgning ifølge partier.
Når tre ugers feriepenge til efteråret bliver frigivet til de danske lønmodtagere, skal udbetalingen om muligt ske automatisk.
Sådan lyder det fra flere partier i Folketinget, der dermed vil arbejde for, at regeringens nuværende lovforslag bliver justeret.
Der er nemlig lagt op til, at lønmodtagerne aktivt skal ansøge om at få udbetalt pengene, og det ærgrer en stribe økonomer.
De peger på, at det rent praktiske kan betyde, at der ikke bliver udbetalt alle pengene - og derfor ikke sættes helt så meget strøm til forbruget og dansk økonomi.
Hos De Radikale vil fungerende politisk ordfører Anne Sophie Callesen gerne have set, om lønmodtagerne kan slippe for at skulle ansøge om at få sine penge - og i stedet få dem udbetalt automatisk:
- Vi vil gerne have undersøgt muligheden for, at i stedet for, at man skal ind og melde til, så kan man sige fra, hvis man ikke ønsker at få sine penge udbetalt, siger hun.
Hun peger på, at flere økonomer - herunder Carl-Johan Dalgaard, der er formand for De Økonomiske Råd - har peget på, at en ordning, hvor lønmodtagere selv skal søge om pengene, kan sænke antallet af kroner og øre, der bliver udbetalt.
- For den enkelte er det i og for sig en nuance. Og det vigtigt at sige, at det vil få en enorm effekt - uanset hvilken model vi vælger, siger Anne Sophie Callesen.
- Men det, som overvismanden siger, er, at vi kan se fra systemet med timelønnede, at alt andet lige er der nogle, der ikke får søgt om det.
- Hvis nogle glemmer at gøre det, selv om de ønsker dem, så bliver effekten på økonomien mindre. Og grunden til, at vi har lavet den her aftale, er jo, at vi gerne vil give et boost til økonomien efter coronakrisen.
Samme toner lyder fra Dansk Folkeparti. Her har gruppeformand Peter Skaarup givet udtryk for, at pengene bør udbetales automatisk.
- Stod det alene til DF, udbetalte staten alle de indefrosne feriepenge automatisk. Det her virker unødigt bøvlet, skriver han på Twitter.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned