Flere tvangsauktioner

Antallet af konkurser lå i august uændret højt med 507 mod 512 måneden før, når der er korrigeret for sæsonudsving, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Samtidig offentliggjorde statistikerne nye tal for tvangsauktioner. Her er der tale om en stigning fra 324 i juli til 375 i august.

Konkurstallet har dermed været stabilt de seneste tre måneder og er dermed fortsat højere end på noget tidspunkt før 2009. Efter årets første otte måneder er man nu oppe på godt 3700 konkurser mod 1950 i samme periode året før.

Antallet af tvangsauktioner er steget med 16 procent i forhold til måneden før. Sammenlignet med august for et år siden er tallet næsten fordoblet med en stigning på 47 procent.

De 375 tvangsauktioner i august er noget højere end det laveste niveau fra 2006, hvor der var godt 100 pr. måned i gennemsnit. Tilbage i 1990 nåede man toppunktet med i gennemsnit knap 1700 tvangsauktioner pr. måned.

/ritzau/

Antallet af konkurser lå uændret højt i august, mens antallet af tvangsauktioner gik i vejret, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Offentliggjort Sidst opdateret