Danske virksomheder tog endnu en runde med fyringsvarsler i november. Tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser en stigning i fyringsvarslingerne fra 2223 personer i oktober til 3374 personer i november.
Sydbanks chefanalytiker, Christian Hilligsøe Heinig, siger, at selv om antallet af fyringsvarslinger ikke er nogen perfekt indikator for udviklingen i ledigheden, så understreger de, at tendensen til en bedring på arbejdsmarkedet synes at bremse op.
Og udsigterne for arbejdsmarkedet er ikke særligt positive det næste års tid. Vækstfaldet i dansk økonomi har betydet masser af ledige ressourcer i virksomhederne. Og selv når der atter kommer gang i hjulene, vil der være et stort produktivitetsefterslæb, der skal indhentes, inden nye ansættelser kommer på tale.
- Vi forventer, at når vi når frem til slutningen af 2010, så har ledigheden bevæget sig op omkring 150.000-160.000 personer mod aktuelt 118.300 personer, påpeger chefanalytikeren.
Antallet af nyopslåede stillinger ligger fortsat på det laveste niveau i statistikkens historie tilbage til 2004. Der blev samlet opslået 10.472 nye stillinger i november, og det er uændret fra oktober.
- Da det gik stærkest på arbejdsmarkedet tilbage i 2008, var der tale om hele tre gange så mange nye stillinger. Det er den næste ulykke, der rammer de personer, der bliver ledige. Det bliver i stadig større grad vanskeligere at komme i beskæftigelse igen, siger Christian Hilligsøe Heinig.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde