Hos den danske virksomhed FLSmidth er de store smil fundet frem i forbindelse med den russiske premierminister Vladimir Putins besøg i Danmark tirsdag.
Det er nemlig udsigten til at få aftaler til to milliarder kroner hjem med to russiske kunder, der glæder FLSmidths administrerende direktør, Jørgen Huno Rasmussen.
Han påpeger, at besøget kan være med til at skabe gode relationer mellem Danmark og Rusland - og at det kan skabe mere samarbejde mellem danske og russiske virksomheder.
- Vi oplever med premierministerens besøg, at der er russiske kunder, som gerne vil benytte anledningen til at bekræfte samarbejdet med os, siger Jørgen Huno Rasmussen til Ritzau Finans.
FLSmidth regner med at underskrive aftaler om fremtidigt samarbejde med to russiske kunder. Den ene aftale drejer sig om en cementfabrik, mens den anden er en kombination af cement og mineraler.
- Det er lidt karakteristisk for det russiske marked. Der er meget stort potentiale inden for begge områder, og vi ser også gode muligheder for at kombinere det, fortæller han.
Selvom aftalerne er ikke-bindende, så er Jørgen Huno Rasmussen fortrøstningsfuld.
- Der vil altid være usikkerheder, for der er jo en række forudsætninger, der skal falde på plads, men der er da gode muligheder. Og det her er et meget positivt skridt i den rigtige retning, siger direktøren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned