FLSmidth køber op i Australien

Cementkoncernen FLSmidth gør klar til at overtage det australske selskab Ludowici Limited, der globalt beskæftiger omkring 1000 medarbejdere.

FLSmidth har budt 267 millioner australske dollar, svarende til ca. 1,6 milliarder kroner, for selskabet.

Ludowici betegnes som verdens førende leverandør af kulcentrifuger, vibrationssigter samt tilhørende sliddele og serviceydelser til mineralindustrien.

Selskabet har hovedsæde i Brisbane og er stærkt repræsenteret i store minelande som hjemlandet Australien, Sydafrika, Indien, Kina, Chile, Peru og USA.

- FLSmidth er stolt over at få mulighed for at videreføre Ludowicis 154-årige tradition inden for leverancer af førende innovativ mineralteknologi, siger Jørgen Huno Rasmussen, administrerende koncerndirektør i FLSmidth.

Bestyrelsen for Ludowici har enstemmigt vedtaget at anbefale salget til FLSmidth til selskabets aktionærer med forbehold for, at der ikke dukker et bedre tilbud op, og at en uafhængig ekspert konkluderer, at aftalen er i aktionærernes bedste interesse.

Aktionærer, der ejer 22 procent af de udestående aktier i Ludowici, har udtrykt deres støtte til aftalen.

FLSmidth skal nu underkaste det australske selskab en nærmere undersøgelse, såkaldt due diligence.

Med købet vil FLSmidth kunne tilbyde et komplet produktprogram inden for kulbearbejdning og udbygge sin portefølje inden for kobber og jernmalm med førende teknologier og produktbrands.

Med ca. 450 ansatte i Australien og cirka 65 procent af omsætningen her vil købet af Ludowici udvide FLSmidths tilstedeværelse markant i denne vigtige mineregion, oplyser den danske koncern.

/ritzau/

Cementkoncernen FLSmidth gør klar til at købe australske Ludowici for ca. 1,6 milliarder kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret