Vælger du et lavprisselskab til flyveturen, skal man betale ekstra for det meste. Men det afskrækker ikke kunderne - tværtimod. Faktisk kan de flyselskaber, der opkræver mange gebyrer, fremvise de bedste regnskaber.
- Lavprisselskaberne har fundet på en måde at sælge flybilletterne billigt, og stadig tjene penge. De lokker forbrugerne ind i butikken med lave priser, og når alle gebyrerne kommer oveni, så ender den samlede indtjening med at blive helt fornuftigt, siger Kenneth Karskov fra fly-søgemaskinen Viviro.com.
Mens lavprisselskabet Norwegian tjener penge, så fosser de ud af de store nordiske flyselskaber SAS og Finnair.
Mens de to "gamle" selskaber satser på service og alt-inklusive priser, så opkræver Norwegian gebyrer for sædereservation, bagage og meget andet. Det første giver milliardtab, det sidste overskud på flere hundrede millioner.
- Vi kan se, at brugerne på Viviro.com er ekstremt prisfølsomme, og det er helt ned til 50 kroner, som afgør om de flyver med det ene selskab frem for det andet. Den kamp har de traditionelle flyselskaber svært ved at vinde, siger Kenneth Karskov.
Billedet går igen på europæisk plan. Mens British Airways er i knæ, har lavpriskonkurrenterne EasyJet og Ryanair overskud på flere hundrede millioner kroner.
Lavprisselskaberne ser umiddelbart ud til at være billigst, men de samlede omkostninger kan godt ende med at blive højere her end hos de traditionelle selskaber. Derfor anbefaler Kenneth Karskov at lave en sammenligning af de forskellige flyselskabers priser.
- Og som markedet er lige nu, så er der populært sagt tre ting, der afgør hvem folk flyver med: Pris, pris og pris!, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker