Det har sjældent været billigere for danskerne at flyve over på den anden side af jorden.
I løbet af blot to år er flypriserne til den australske millionby Sydney faldet med knap en tredjedel, viser den seneste udgave af Dansk Flyprisindex, der udgives af rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk.
For blot få år siden var det vanskeligt at opdrive en returbillet fra København til Sydney for under 10.000 kroner, men nu kan man få fingre i en returbillet til godt 6600 kroner.
Ifølge Ole Stouby, som er direktør i Travelmarket, er det især konkurrencen fra mellemøstlige selskaber som Emirates (Dubai) og Etihad Airways (Abu Dhabi), der har været medvirkende til at banke priserne helt i bund.
- Den kraftige ekspansion fra de mellemøstlige selskaber har betydet, at der er voldsom overkapacitet i markedet. Det vil nødvendigvis indebære lavere priser, og jeg er overbevist om, at prispresset vil fortsætte et stykke tid endnu, vurderer han.
Den traditionelle rejserute til Australien var tidligere med stop i asiatiske lufthavne som Bangkok, Singapore og Hongkong, eller også på de direkte nonstop-ruter fra London og Frankfurt. Og det pressede prisen op.
Men nu flyver Emirates eksempelvis tre gange dagligt mellem Dubai og Sydney, mens Etihad Airways har to daglige afgange fra Abu Dhabi til Sydney.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker