Flyrejsende forsinkes også søndag af fortsat strejke
Søndag formiddag skal sagen om den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse blandt bagagepersonale i et selskab under SAS for Arbejdsretten. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ansatte i et selskab under SAS har søndag stadig nedlagt arbejdet. Det forsinker flere flyafgange i København.
Problemerne for SAS med strejkende bagagepersonale har søndag morgen endnu ikke løst sig, og det betyder, at nogle rejsende kommer senere afsted fra Københavns Lufthavn end planlagt.
Der er klokken 08.30 søndag varslet forsinkelser for 4 SAS-flyafgange. De er sat til at lette klokken 08.40 og 09.00. Tidligere på morgenen stod hele 12 SAS-fly til at lette med forsinkelse.
Af Københavns Lufthavns hjemmeside fremgår det, at der er "forsinkelser på afgange for flere flyselskaber, herunder SAS, på grund af overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i handler-selskabet SGH".
SGH er et selskab under SAS med ansvar for at håndtere bagage. Ansatte nedlagde lørdag morgen arbejdet, og søndag er striden endnu ikke løst.
Sagen skal for Arbejdsretten klokken 10.
Nogle ledende ansatte i SGH blev lørdag kaldt ind for at tage sig af bagagen, og det er med til at sikre, at flyene letter, selv om det i mange tilfælde er senere end planlagt.
SAS' pressechef i Danmark, Alexandra Lindgren Kaoukji, er i lufthavnen søndag morgen, hvor der efter hendes oplevelse er stille og roligt, selv om der er forsinkelser.
- Vi har selvfølgelig en del forsinkelser både på flyvninger og bagage, og vi arbejder i øjeblikket i døgndrift med de ledere, vi har kaldt ind for at hjælpe til med at ordne bagagen, siger hun.
Pressechefen påpeger, at situationen med den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse blandt bagagepersonalet i SGH i vinterferien er "ekstremt anstrengt for os".
Samtidig understreger hun, at medarbejderne, der er på arbejde, gør deres bedste for at sikre, at folk kan komme godt afsted.
Skal man rejse med fly fra Københavns Lufthavn søndag, kan man orientere sig på lufthavnens hjemmeside om eventuelle forsinkelser.
- Når man kommer herud, så løser vi efterhånden problemet. Så skulle der komme aflysninger, så sætter vi passagererne på det næste tilgængelige fly.
- Vi sørger for, at alle passagerer kommer afsted, omend med en vis forsinkelse, siger hun.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned