Flyrejser og fritidsaktiviteter trak inflationen op
Flyrejser var blandt de ting, der trak inflationen op i oktober. (Arkiv) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Inflationen steg en smule i oktober ifølge Danmarks Statistik. Specielt fly og charterrejser er blevet dyrere.
Forbrugerprisindekset, der måler inflationen, steg med 0,8 procent i oktober sammenlignet med samme måned sidste år. Det er en lille stigning fra september, skriver Danmarks Statistik.
I september lød stigningstakten på 0,6 procent.
- Det er især hovedgrupperne transport samt fritid og kultur, der trækker den årlige stigning op i oktober i forhold til september måned.
- I disse to hovedgrupper er det primært prisstigninger på flyrejser, radio/tv-udstyr og charterrejser, der bidrager til den højere årsstigning end måneden før, skriver Danmarks Statistik.
Også brændstof og husleje har bidraget til oktobers inflation.
- Transport har den største prisstigning i oktober i forhold til samme måned sidste år.
- Stigningen på 3,1 procent skyldes primært højere priser på benzin og diesel. Kommunikation havde det største prisfald på 1,7 procent, hvilket skyldes lavere priser på mobiltjenester, skriver Danmarks Statistik.
Skeler man til udviklingen fra september til oktober, så trækker blandt andet tøj og møbler op, når det kommer til prisudviklingen generelt.
Trods den marginalt højere inflation i oktober ligger inflationen fortsat ganske lavt.
- En inflation på 0,8 procent er lavt set i et historisk perspektiv, men inflationen har været lav over de senere år.
- Vi oplever i øjeblikket pæn økonomisk fremgang herhjemme - normalt ville et opsving give et opadgående pres på priserne, men det har vi dog endnu ikke set, skriver økonom hos Dansk Erhverv Kristian Skriver.
Hos Dansk Byggeri hæfter cheføkonom Bo Sandberg sig ved, at jo mindre løn, der bliver spist af inflation, jo mere har danskerne reelt til sig selv.
- Vi skal nyde de lave prisstigninger så længe det varer. For jo længere inflationen fastholdes på lavt niveau, jo mere styrkes reallønnen og de disponible indkomster.
- Det er godt for privatforbruget og dermed også for dansk økonomi, hvor det i øjeblikket især er hjemmemarkedet, der er vækstmotor, skriver Bo Sandberg i en kommentar.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned