Flyselskab vil sænke forbrug af brændstof

Et unødvendigt højt forbrug af brændstof skal være fortid hos flyselskabet easyJet.

EasyJet, der er Storbrittaniens største luftfartsselskab, tester nemlig en ny nanoteknologisk ydrebelægning, som skal reducere luftmodstanden og dermed forbedre brændstofeffektiviten.

Ifølge producenten kan den nye belægning sænke easyJets brændstofforbrug med én til to procent, og det kommer både miljøet og flyselskabets kunder til gode.

- easyJet er meget spændte på at teste den specielle belægning på vore fly. Effektivitet er en vigtig del af easyJets dna, siger administrerende direktør i easyJet, Carolyn McCall.

- Hvis vi kan finde nye måder at reducere brændstofforbruget i vores fly, gavner det i sidste ende vores passagerer gennem billigere billetpriser og en reduceret CO2-belastning, fortsætter hun.

Belægningen, der allerede bliver brugt på fly i det amerikanske luftvåben, øger kun flyets vægt med omkring 110 gram og reducerer aflejringen af urenheder på flyets vinger og overflader.

I alt otte fly bliver testet med den nye belægning, og de kommende 12 måneder vil resultaterne blive sammenlignet med tal fra flyselskabets øvrige 186 fly.

I forvejen har easyJet taget flere tiltag, der i dag betyder, at en passager hos flyselskabet udleder 22 procent mindre CO2 end hos andre flyselskaber på samme rute og med en tilsvarende flytype.

Det sker blandt andet ved, at flyene er bedre fyldt op, mens kun den ene motor er tændt ved kørsel til og fra landingsbanen, oplyser easyJet, der også har reduceret vægten med letvægtstæpper.

Selskabet er netop nu i gang med at undersøge muligheden for lettere kabinesæder.

/ritzau/

En ny, ultratynd belægning skal reducere flyselskabet easyJets udgifter og CO2-udslip

Offentliggjort Sidst opdateret