FOA-formand åbner for aftale uden om kommunerne
Formand for FOA Dennis Kristensen tager afstand fra kommunerne og forestiller sig en aftale i Forligsinstitutionen uden om dem. Det skriver han på Facebook. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Dennis Kristensen, formand for FOA, åbner for et scenarie, hvor kun kommunerne rammes af en konflikt.
Forud for weekendens forhandlinger i Forligsinstitutionen om de offentligt ansattes overenskomster åbner FOA's formand, Dennis Kristensen, fredag op for, at der kan indgås aftale alene på det statslige og regionale område.
På Facebook skriver formanden, at han efter de seneste dages forhandlinger, ser to scenarier for sig.
Enten opnås der slet ikke forlig, hvilket udløser konflikt på hele det offentlige område.
- Det andet scenarie går på, at der bliver forlig for de statsansatte og de regionalt ansatte, mens det ikke lykkedes at nå til enighed med Kommunernes Landsforening om lærernes arbejdstid - dermed bliver der udelukkende konflikt i landets kommuner, skriver han på det sociale medie.
Tanken er et brud med den musketered, som lønmodtagernes organisationer har haft i forhandlingerne på tværs af de tre områder.
I Facebook-opslaget af Dennis Kristensen fremgår det også, at han ved torsdagens forhandlinger i Forligsinstitutionen på det regionale område havde en overraskende positiv oplevelse.
- Overraskende, fordi vi i løbet af de første 14 minutter modtog flere positive tilbagemeldinger og nye meldinger, end vi dagen før nåede at få fra kommunerne på 14 spildte timer, skriver han.
Ved forhandlingerne opnåede parterne ifølge Dennis Kristensen til enighed om, at krav til ændring af seniorordningerne frafaldes på det regionale område, hvis der indgås forlig.
Lørdag mødes topforhandlerne på det statslige område, innovationsminister Sophie Løhde og Flemming Vinther, formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), for at forhandle videre i Forligsinstitutionen. Søndag fortsætter forhandlinger på det kommunale område.
Modsat Dennis Kristensen har Flemming Vinther ingen kommentarer til scenariet med en overenskomstaftale uden om kommunerne i Forligsinstitutionen.
- Jeg holder mine scenarier for mig selv, siger han og kalder de forestående forhandlinger lørdag for svære.
- Det er vel åbenlyst for enhver, når vi har forhandlet siden 17. februar, så er det ikke fordi, det er let. Det er svært, det vi sidder med. Når vi sidder i Forligsinstitutionen på sjette uge, så er det fordi, det er svært, siger han.
Fagforeningerne har varslet strejke fra 22. april, mens arbejdsgiverne har svaret igen med lockout fra 28. april.
Forligsmanden, Mette Christensen, kan vælge at udskyde de varslede konflikter i to uger yderligere, hvis hun mener, der fortsat er håb om at indgå et forlig.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde