FOA: Hospitalsfyringer truer sikkerheden

Der skal nedlægges op til 700 stillinger på Odense Universitetshospital, OUH, hvis økonomien skal hænge sammen. Det får nu FOA til at frygte for patienternes sikkerhed.

- Hospitalernes besparelser går i høj grad ud over vores medlemmer, og det kommer til at få betydning for kvalitet, service og pleje, siger Karen Stæhr, formand for Social- og sundhedssektoren i FOA.

Nedlæggelser af stillinger sker på hospitaler over hele landet. Og indenfor det seneste år er FOAs plejegruppe blevet reduceret med otte procent.

FOA er bange for, at i takt med, at man tømmer hospitalerne for social- og sundhedsassistenter, bliver det vanskeligt at finde praktikpladser i fremtiden, hvor de unge kan blive uddannet.

- Der er svært at uddanne og oplære, hvis der ikke er nogen rollemodeller tilbage til at gøre det. Hvem skal sikre patienterne den pleje og omsorg, de har brug for, siger Karen Stæhr.

Her jonglerer administrerende direktør Jane Kraglund for OUH med to scenarier - en positiv og en pessimistisk.

På et møde torsdag aften mellem OUH-direktionen, medarbejderne og regionsledelsen meddelte Jane Kraglund, at hun ikke ser anden udvej end midlertidigt at suspendere den såkaldte jobgaranti, der sikrer de ansatte mod fyringer.

Fra regionens næstformand, Poul-Erik Svendsen (S), er der fuld opbakning til Kraglunds beslutning.

/ritzau/

Fyringer på landets hospitaler rammer patienterne. Og det kan blive svært at finde personale i fremtiden.

Offentliggjort Sidst opdateret