Der er ingen begejstring hos de faglige ledere for landets over 500.000 kommunalt ansatte over lørdagens overenskomstforlig.
"En slags kriseforlig", lyder det fra Dennis Kristensen, formand for FOA.
- Det bedste, man kan sige om forliget, er næsten, at der kom et forlig. Vi erkender blankt, at vi ikke kan sikre reallønnen i 2011, men det kan vi efter alt at dømme i 2012, siger Dennis Kristensen.
Han hæfter sig dog ved, at der med næste års lønstigning på 2,65 procent er næsten ét procentpoint flere kroner til de kommunalt ansatte, end der blev i det netop indgåede forlig for statsansatte.
FOA har i forhandlingerne lagt vægt på at tilgodese særligt de kommunale pædagoger og ansatte på de laveste løntrin. Desuden ville FOA have tryghedsløsninger i form af for eksempel jobbanker til at hjælpe fyrede kommunalt ansatte videre.
Ingen af de tre krav er slået fuldt igennem i forliget, erkender FOA-formanden.
- Man kan ikke sige andet, end at fagbevægelsen udviser solidt samfundshensyn med denne aftale. Men det er alligevel særdeles bemærkelsesværdigt, så iskoldt KL har optrådt, når det gælder trygheden for kommunernes egne fyrede medarbejdere, mener Dennis Kristensen.
Henning Pedersen, formand for pædagogernes forbund, BUPL, peger på, at det lykkedes at få en lidt større lønstigning end forventet og ekstra penge til pædagogerne, så reallønnen sandsynligvis fastholdes i 2012.
- Til gengæld var KL ikke indstillet på at forhandle om større tryghed for de ansatte. Det er manglende ansvarlighed fra KL's side, siger Henning Pedersen.
Han fremhæver på positivsiden, at seniordagene, som blev vedtaget i 2008, er bevaret, og at der er afsat omkring 20 millioner kroner særligt til at hæve pædagogernes løn.
- Det er et meget lille skridt i retning af at løse det særlige lønproblem, pædagogerne har, siger BUPL's formand.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker