Fødevareministeren vil kompensere trængte Østersø-fiskere
Foto: Magnus Møller, Polfoto, arkivfoto
Magnus Møller, Polfoto, arkivfoto
Trængte Østersø-fiskere kompenseres.
Fiskere i Østersøen er på baggrund af årets væsentligt reducerede kvoter for sild og torsk hårdt udfordret på deres indtjening.
Danmarks kvoter endte ved forhandlingerne i EU med, at torskekvoten blev reduceret med 60 procent og sildekvoten med 65 procent, fordi torske- og sildebestandene i øjeblikket svinder ind, uden at biologer kan komme med en entydig forklaring på det.
Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Fødevareminister Mogens Jensen (S) kommer nu de trængte fiskere i møde med en ramme på i alt 10 millioner kroner, hvorfra fiskerne kan søge om tilskud fra i år.
- Jeg har stor forståelse for fiskernes situation i Østersøen, hvor det kan være umuligt at planlægge sin økonomi på basis af svindende fiskebestande. Derfor kommer jeg nu med denne håndsrækning til fiskerne, som i løbet af i år kan søge om et større eller mindre beløb for at få styr på økonomien, siger minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen.
De 10 millioner kroner bliver nu lagt i en kompensationsordning, der bliver oprettet som en de minimis-ordning efter EU-regler.
Det betyder, at en virksomhed kan modtage flere forskellige beløb over tre år, som samlet ikke må overstige 223.000 kroner.
- Nu er pengene til kompensationsordningen kommet på plads. Herefter skal selve ordningen skrues bedst muligt sammen, så den bliver relevant for så mange som muligt. Dette arbejde inddrager jeg naturligvis fiskeriorganisationerne i for at få den bedst mulige ordning etableret, understreger ministeren, der forventer, at ordningen vil åbne i løbet af foråret.
FAKTA:
Pengene stammer fra blandt andet et mindreforbrug på kompensationsordningerne for torsk og ål i 2018/2019 i Fiskeristyrelsen, som regeringens finansudvalg for nylig har godkendt bliver lagt i den kommende kompensationsordning i stedet.
Kvoterne for den vestlige Østersø i 2020 blev 3.806 ton for torsk og 3.150 ton for sild. Dette er en reduktion af torskekvoten med 60 procent og sildekvoten med 65 procent i forhold til året før.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned