Fødevarer købt på kredit bliver dyrere

Fra oktober bliver det dyrere at købe mælk, smør og koteletter i supermarkedet på kredit.

Danskere med kreditkort som eksempelvis MasterCard skal nemlig selv til at betale det gebyr, det koster at betale med kortet i danske supermarkeder, skriver Dansk Handelsblad.

- Det er overvejende sandsynligt, at vi vil opkræve gebyrer ved kundernes brug af kreditkort, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen fra Coop Danmark til bladet.

Han forklarer, at Coop Danmark synes, at det er rimeligt, at den enkelte kunde selv betaler, hvad det koster at bruge kreditkort, når nye regler fra 1. oktober tillader butikkerne at smide betalingsgebyret på kundernes regning.

Tidligere har også Løvbjerg Supermarked og Dansk Supermarked erklæret, at de som udgangspunkt ville opkræve gebyr af kunder med dansk udstedte kreditkort - dog med forbehold for konkurrencesituationen.

Det er dog stadig usikkert, hvor stor regningen til kunderne bliver. Den store indløser på det danske marked, Teller, har endnu ikke besluttet gebyrpriserne.

Det er forventningen på længere sigt, at prisen på danske kort skal stige, mens den skal falde på de udenlandske.

- Men hvad der sker på helt kort sigt med vores priser, det tør vi ikke sige endnu, siger pressechef Søren Winge fra Nets Denmark & International og Teller.

For øjeblikket er der loft over priserne på gebyrer på kortene, men det forsvinder 1. oktober med de nye regler.

Bankerne må i dag højst kræve 0,75 procent af beløbet i gebyr ved brug af dansk udstedte kreditkort som MasterCard og 0,3 procent ved dansk udstedte debetkort som Maestro og Visa Electron.

Loftet er i dag væsentlig højere på udenlandsk udstedte kort nemlig 3,75 procent på både kredit- og debetkort.

Stort set alle dagligvarebutikker benytter sig i dag af den eksisterende mulighed for at kræve gebyr af kunder med udenlandsk udstedte kreditkort.

De nye regler får ikke betydning for hverken dankort eller Visa/dankort.

/ritzau/

Fra 1. oktober vil flere danske supermarkeder opkræve gebyr for betaling med kreditkort.

Offentliggjort Sidst opdateret