Folketidende Gruppen ændrer i ledelsen
Fire ledende medarbejdere er i dag afskediget fra mediehuset, som i fremtiden skal have en anden og slankere ledelsesstruktur.
Folketidende Gruppen får helt ny ledelse - og helt ny struktur i chefgruppen. Bestyrelsen for Lolland-Falsters Folketidende A/S, som er gruppens officielle navn, besluttede i dag at opsige fire ledende medarbejdere, herunder chefredaktør Søren Knudsen og kommerciel direktør Preben Engbæk.
Samtidig har den administrerende direktør gennem de seneste 30 år, Niels Kristian Bjerre, meddelt, at han ønsker at gå på pension. Niels Kristian Bjerre er netop fyldt 67 år. Han fortsætter dog på posten, indtil en afløser er fundet.
- Vi har besluttet, at mediegruppen skal have en ny, slankere ledelsesstruktur. Den nuværende passer ikke til den organisation, vi i øvrigt har, siger Lars Hvidtfeldt, bestyrelsesformand for Lolland-Falsters Folketidende A/S.
- Det er klart, at vi også handler på baggrund af en økonomisk trængt situation. Vi er presset både af faldende annonceindtægter og oplagsfald på dagbladet, så derfor har der også været flere sparerunder de senere år. Nu skærer vi også markant ned på ledelsen - og der er i øvrigt også planer om at reducere bestyrelsen, tilføjer han.
Bestyrelsesformanden understreger, at et afgørende punkt i beslutningen har været ønsket om at “re-vitalisere” Folketidende Gruppen, så man fortsat kan eksistere som selvstændigt mediehus.
- Vi skal blive ved med at være det selvstændige mediehus til gavn for Lolland-Falster, understreger Lars Hvidtfeldt.
Bestyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe, som nu skal komme med oplæg til, hvordan den fremtidige struktur i ledelsen skal se ud.
Nuværende lokalredaktør Torsten Elsvor er konstitueret som ansvarshavende chefredaktør.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned