Folketidende med beskedent 2019-overskud

Folketidende Gruppens bestyrelsesformand, Lars Hvidtfeldt. Foto: Anders Knudsen/Arkiv

Investeringer skal sikre fremtiden for Folketidende Gruppen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Folketidende Gruppen kom ud af 2019 med et beskedent overskud efter skat på knapt 152.000 kroner, som i årsrapporten for selskabet ikke bliver betegnet som tilfredsstillende.

Bestyrelsesformand Lars Hvidtfeldt oplyser, at overskuddet blandt andet er fremkommet på baggrund af udlodning fra Strejkesikringsfonden på knapt 1,3 millioner kroner.

- Så reelt har vi i 2019 ikke haft overskud på driften i virksomheden, siger han.

Lars Hvidtfeldt peger på, at 2018 var et godt år for det lokale mediehus, hvor overskuddet blev på 2,2 millioner kroner.

- De første tre måneder af 2019 fulgte vi med budgettet. Men resten af året oplevede vi en nedgang i annonceomsætningen på printmedierne, hvor en stor del af årsagen kan tilskrives teknologigiganterne Google og Facebook, der fortsat tager en større del af reklamemarkedet i Danmark, konstaterer han og tilføjer:

- Derudover har detailhandlen desværre også været under et stort indtjeningspres, siger Lars Hvidtfeldt.

Selskabets ugeaviser oplevede, ifølge årsrapporten, en annoncetilbagegang på ni procent, mens dagbladet Folketidende oplevede en endnu større tilbagegang.

Omsætningen på folketidende.dk - selskabets onlineplatform - steg i 2019 med 25 procent.

Bestyrelsesformanden oplyser ligeledes, at Folketidende Gruppens investeringer i online og ungdomsredaktionen Rebellerne på Radio SydhavsØerne skal bidrage til, at mediehuset tilpasser sig til markedet for fremtidens medieforbrug.

- Det er naturligvis også investeringer, der koster på resultatet, men samtidig gør det, at vi hele tiden kan agere i forhold til den overordnede målsætning om, at Folketidende Gruppen skal forblive et selvstændigt mediehus, så længe det giver mening, understreger Lars Hvidtfeldt.

Folketidende Gruppen gik ind i 2020 med en forventning om et positivt resultat for året, men det har med den seneste udvikling i forbindelse med coronakrisen ændret sig, så selskabet nu forventer et underskud.

- Dog ser det ud til, at regeringens hjælpepakke målrettet mediebranchen afbøder en del af de tab, vi oplever i øjeblikket på annonceindtægterne som følge af krisen, lyder det fra Lars Hvidtfeldt.

- Jeg er i hvert fald langt mere optimistisk nu, end jeg var for nogle uger siden, inden hjælpepakken blev meldt ud af regeringen, siger han.

Lars Hvidtfeldt giver udtryk for en vis bekymring for resten af 2020.

- Der er nogle erhverv, hvor krisen har ramt rigtigt hårdt. Derfor er spørgsmålet også, hvordan og i hvor høj grad, der kommer gang i hjulene igen. Det kommer vi til at mærke, og der er vi naturligvis klar til at tage bestik af situationen og vil agere, slår han fast.

I den forbindelse mener han, at det er positivt, at Folketidende Gruppen de seneste seks-syv år har oparbejdet en egenkapital, der netop gør det muligt at agere offensivt. Ifølge årsrapporten var egenkapitalen ultimo 2019 på cirka 17,3 millioner kroner.

- Vi vil fortsat udvikle mediehuset til at kunne være konkurrencedygtigt på markedet. Det har vi blandt andet først i 2020 gjort ved at lancere Ugeavisen Lolland, siger han.

Netop den aktuelle coronakrise har ifølge Lars Hvidtfeldt vist, at opbakningen til Folketidende Gruppen er stor.

- Vi har oplevet en stærkere og udtalt opbakning fra erhvervslivet, samtidig med at mange medieforbrugere har søgt over i de traditionelle medier for at få troværdig og kritisk information og journalistik i denne tid. Det viser, hvor vigtig en rolle de lokale medier - herunder Folketidende Gruppen - spiller som demokratiets vogter. Alene det giver tro på fremtiden, siger Lars Hvidtfeldt.

Folketidende Gruppens generalforsamling er som tidligere omtalt udsat på ubestemt tid med baggrund i det udstedte forsamlingsforbud.

Årsrapporten for Folketidendegruppen kan du se her: KLIK HER