For fjerde måned i træk sætter huspriserne rekord
Ifølge Boligsiden er priserne på ejerlejligheder steget yderligere, så der nu gennemsnitligt skal mindst 30.000 kroner på bordet per kvadratmeter i en ejerlejlighed. (Arkivfoto) Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Mens huspriserne igen er steget i september, har gennemsnitspriserne for ejerlejligheder krydset en milepæl.
Den seneste tids stigende boligpriser er fortsat ind i efteråret, hvor priserne for huse igen har sat rekord.
Det viser tal fra Boligsiden, der er ejet af de danske ejendomsmæglere.
I september er de gennemsnitlige huspriser steget med 0,8 procent i forhold til måneden før. Det er fjerde måned i træk, at huspriserne sætter rekord.
Ifølge Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, er udbuddet af huse i øjeblikket historisk lavt.
Samtidig ser købernes sult på boliger indtil videre ud til at være umættelig.
- Den kombination er opskriften på prisstigninger, og det er det, vi har set nu siden foråret, hvor det første store coronafald på markedet blev afløst af en stor købelyst, som vi også så i starten af året, siger Birgit Daetz.
Det er ikke kun huspriserne, der er fortsat med at stige i september. Også priserne på sommerhuse og ejerlejligheder er steget i forhold til måneden før.
For ejerlejligheder er der nu en situation, hvor de gennemsnitlige priser per kvadratmeter har krydset 30.000 kroner.
Det er første gang, at det sker, i de ti år Boligsiden har fulgt prisudviklingen.
- Siden juni er der kommet nye lejligheder til salg i samme tempo som normalt. Salget har bare været højere, end vi har set tidligere.
- Det har tvunget udbuddet i bund, og derfor ser vi også nu, at priserne stiger til et niveau, der er syv procent højere end på samme tidspunkt sidste år, siger Birgit Daetz.
Med hensyn til priserne på tværs af de forskellige boligtyper vurderer hun ikke, at der er noget, som umiddelbart peger i retning af kommende prisdyk.
Men hun bemærker, at der er nogle faktorer, som godt kan påvirke priserne.
- Der kommer en skattereform på et tidspunkt, vi får nogle nye ejendomsvurderinger, og så er der hele udviklingen for coronakrisen, siger Birgit Daetz.
Hun nævner derudover, at de enten ophørte eller ændrede hjælpepakker kan påvirke udviklingen, hvis folk mister deres job og derfor ikke har samme lyst til at købe ny bolig.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde