Forældre glemmer at tjekke børneprodukter

Tre ud af fem forældre ved ikke, hvad der er af kemi i de kropsplejeprodukter, de køber. Det viser en undersøgelse fra FDB Analyse. Og jo ældre børnene er, desto mindre tjekker forældrene varedeklarationen.

- Så længe børnene er små, skærmer vi forældre for en lang række ting, som vi gerne vil have, de undgår for eksempel parabener og parfume. Men når de bliver større og selv har meninger om tingene, bliver det sværere.

Det siger Bente Svane Nielsen, som er Udviklingskonsulent i FDB, og hun drager paralleller til økologien.

- Vi ved, at det særligt er forældre med små børn, der er opmærksomme på økologien. Men efterhånden som børnene bliver større og de overlever de første børnefødselsdage med farvestoffer, drosler forældrene ned på kravene, siger hun.

Børn udsættes for mere kemi jo ældre, de bliver. Hver sjette barn i alderen 6-9 år bruger hårstyling og neglelak, hvert femte barn i alderen 10-13 år bruger make-up mens hver femte mellem 14 og 17 år bruger hårfarve.

Bente Svane Nielsen opfordrer alle til at købe de miljømærkede produkter

med eksempelvis det nordiske svanemærket, når de køber shampoo, sæbe og creme.

Men det kan være svært at finde miljømærket make-up og neglelak. Her er forbrugerne overladt til sig selv. Derfor skal forældrene snakke med børn om, hvordan hverdagskemien håndteres bedst muligt med mindst mulig skade.

- Man kan for eksempel holde vejret, når man tager parfume på og vaske hænderne, efter at man har stylet håret, siger Bente Svane Nielsen.

FDB Analyses undersøgelse er gennemført blandt 1100 børnefamilier med børn i alderen 3-17 år.

/ritzau/

Vi omgiver os af kemi hele tiden. Men forældre ved sjældent, hvad der er af stoffer i sæben og cremen.

Offentliggjort Sidst opdateret