Forbrugere kan få udbetalt værdi af gavekort fra Smartbox
Smartbox har fået besked om, at forbrugere skal kunne få udbetalt værdien af elektroniske gavekort.
Smartbox vil nu udbetale værdien af gavekortbokse til forbrugere.
Hidtil har Smartbox afvist at tilbyde den mulighed. Men nu har virksomheden fortalt Forbrugerombudsmanden, at den vil udbetale værdien til forbrugere, der anmoder om det.
Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Smartbox er kendt for sine små gavekortbokse, der indeholder en forudbetalt oplevelse. Det kan være til et restaurantbesøg eller en tur i biografen.
Forbrugerombudsmanden har modtaget 32 klager fra forbrugere, der gerne har villet få udbetalt værdien af deres gavekort. Det har Smartbox dog afvist.
Forbrugerombudsmanden vurderer imidlertid, at gavekortbokse fra Smartbox er elektroniske gavekort.
Det har betydning, i og med at forbrugere har ret til at få udbetalt værdien af elektroniske gavekort efter reglerne i betalingsloven.
Forbrugere kan kræve udbetaling i gavekortets gyldighedsperiode og op til et år efter udløb.
Forbrugerombudsmanden har derfor indskærpet reglerne over for Smartbox og meddelt virksomheden, at den skal udbetale værdien af de gavekortbokse, den sælger, når forbrugere anmoder om det.
Smartbox har oplyst, at virksomheden fremover vil udbetale værdien til de forbrugere, der anmoder om det.
Smartbox vil også udbetale værdien til de forbrugere, som har henvendt sig eller klaget indenfor de seneste tre år.
- Forbrugerne er godt stillet ved køb af elektroniske gavekort, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
- Det følger af loven, at forbrugere kan kræve elektroniske gavekort udbetalt op til et år efter udløb af gavekortenes gyldighedsperiode.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde