Forbrugerråd vil have øget konkurrence for danske banker
Kunder får ikke tilstrækkelig andel i bankers stigende renteindtægter, og politikere må på banen, mener Tænk.
Landets banker har spundet guld på højere renter. Men guldregnen er endnu ikke nået bankkunderne.
Det skyldes, at konkurrencen på bankmarkedet ikke fungerer optimalt, mener Morten Bruun Pedersen. Han er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.
- Det er et kæmpe problem for forbrugerne, at bankerne ikke vil konkurrere om renterne. Hvis der var konkurrence, ville renterne (på udlån, red.) komme længere ned, end de er lige nu, siger han.
Efterhånden som nationalbanker rundt i verden har hævet renten det seneste år, er bankernes indtjening også steget til vejrs.
Mens banker i Danmark nu får en rente på 3,10 procent for at have penge stående i Nationalbanken, får bankernes kunder en lavere rente.
Derfor er bankernes renteindtægter steget markant.
Ifølge Morten Bruun Pedersen er en af årsagerne til den manglende konkurrence, at forbrugerne har svært ved at gennemskue forskellige bankers priser.
Derfor vil han have politikerne til at gribe ind. Det kunne eksempelvis være ved at stille krav til, hvordan bankerne prisangiver deres produkter.
- Hvorfor skulle en bank sætte prisen ned, når forbrugerne ikke kan se, hvad de betaler? Jeg mener, at politikerne må på banen. Eksempelvis ved at sikre øget gennemsigtighed om priserne, siger han.
Af en rapport om konkurrencen på bankmarkedet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fremgår det, at kundemobiliteten på bankmarkedet er omkring fem procent om året. Rapporten er fra august 2022.
- Den lave kundemobilitet er blandt andet en konsekvens af, at mange forbrugere oplever bankmarkedet som komplekst. Det skyldes blandt andet, at det er svært at sammenligne produkter og banker, skriver styrelsen i rapporten.
Mandag morgen offentliggjorde den nordiske bankkoncern Nordea sit regnskab for andet kvartal. Her var bankens renteindtægter steget med 40 procent sammenlignet med året før.
De øgede indtægter fik i samme forbindelse banken til at opjustere sine forventninger. Nu forventer Nordea at kunne generere et afkast på 15 procent af egenkapitalen. Tidligere lød forventningen på 13 procent.
Og Nordea er langtfra den eneste bank, der har opjusteret sine forventninger til 2023.
Inden for de seneste måneder har en lang række banker opjusteret som følge af øgede renteindtægter. Heriblandt Jyske Bank, Sydbank, Spar Nord og Nykredit.
Rækken af opjusteringer skal ses i lyset af, at bankernes indlånsforretning igen er begyndt at give indtjening.
Det forklarer Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank med fokus på blandt andet banksektoren.
- Der er lige nu et skifte fra den unormale tilstand (med negative renter, red.) til en mere normal tilstand. Hele indlånsmotoren er igen blevet aktiveret, og det giver anledning til fremgang, siger han.
Det ustabile renteniveau har samtidig gjort det svært for forbrugeren at orientere sig. Men efterhånden som niveauet bliver stabiliseret, forudser han også, at det kan få bankerne til at presse hinanden en smule på pris.
- Jeg tror så godt, at der kunne komme lidt mere konkurrence på indlånssiden. Men man skal ikke regne med priskrig mellem bankerne, siger Mikkel Emil Jensen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kunne godt være blevet lidt længere her i Allinge
Her er revyens første numre: - Den lokale badboy kommer hjem
NFC i problemer: Skal redegøre for økonomisk rod
Rullepølsemad blev til kro-familie: På Femø kan alt lade sig gøre
Danske boligejere ser ind i stigende udgifter efter renteløft
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lastbil ramte bro i Maribo
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget