Forfejlet energipolitik bag Vestas-lukning

Meddelelsen om lukningen af Vestas' vingefabrik i Nakskov har sendt chokbølger hele vejen til Christiansborg, hvor de to lokale socialdemokratiske folketingsmedlemmer Lennart Damsbo-Andersen og Vibeke Grave giver regeringen en stor del af ansvaret for Vestas' beslutning om at lukke fabrikken nu og her.

- Jeg synes, det er forfærdeligt, siger Lennart Damsbo-Andersen og sukker dybt, hvotefter han tilføjer:
- Det er voldsomt for alle de mennesker, der har deres job på Vestas i Nakskov. Hvor pokker skal de dog gå hen? Det har jo været en god arbejdsplads, og det bliver ikke bare sådan lige at stampe en ny op ad jorden.
- Det viser jo med al tydelighed, at den politik, der har været ført i forhold til energi og miljø i Danmark, har været fuldstændig forfejlet. Der er jo ikke sket nogen udvikling i de sidste 10 år, og derfor er der heller ikke behov for nogen produktion, så Vestas lukker ned, siger Lennart Damsbo-Andersen.

Hans partikollega Vibeke Grave er lige så chokeret over katastrofenyheden.
- Det er selvfølgelig en katastrofe for vores område. Men det er desværre også en lidt forudsigelig katastrofe. Vi har jo i Socialdemokratiet brugt meget energi på at forklare vores regering, at hvis ikke man ønsker at investere i vindmølleindustri og sætte vindmøller op, så er det nok svært at tro på, at vi kan bevare arbejdspladserne på sigt.

- Og det er jo så desværre også det, der nu er sket. Noget af det, der også er forfærdeligt er, at det jo faktisk er nogle af de arbejdspladser, vi også troede, at vi skulle leve af i fremtiden, som nu bliver lukket ned. Det synes jeg er dybt beklageligt, siger Vibeke Grave.

Foto: Vibeke Grave og Lennart Damsbo-Andersen.

Socialdemokraternes lokale folketingsmedlemmer Lennart Damsbo-Andersen og Vibeke Grave lige så chokeret som alle andre over, at Vestas har lukket fabrikken i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret