Forhandlinger om overenskomster i gang

Topforhandlere for flere fagforeninger og arbejdsgivere er lørdag samlet for at få nye overenskomster i hus for blandt andet 50.000 ansatte i butikssektoren og 14.500 på transportområdet.

I Industriens Hus sidder 3F's Transportgruppe og DI og forsøger at strikke en ny overenskomst sammen, mens Dansk Erhverv og HK Handel sidder i den gamle børsbygning og forsøger det samme.

I Industriens Hus har begge parter en vilje til at nå et fælles resultat, men inden forhandlingerne startede var der enighed om, at det bliver vanskeligt, oplyser DI.

- Vi ved, det bliver vanskeligt at få enderne til at mødes. Men vi har som mål at finde en aftale, sagde DI's administrerende direktør Hans Skov Christensen.

Gruppeformand for 3F Transport Jan Villadsen siger, at udsigterne til et forlig er svære.

- Jeg forudser, vi har lange drøftelser foran os, lyder det fra Jan Villadsen.

DI og 3F's Transportgruppe har siden midten af januar forhandlet om en fornyelse af overenskomsten på transportområdet. Overenskomsten gælder for omkring 900 virksomheder og omfatter cirka 14.500 medarbejdere.

Et forlig på transportområdet er ventet med interesse, da det er et område med normalløn i modsætning til den overenskomst, som DI og CO-industri præsenterede mandag. Her er tale om et område, hvor lønningerne er baseret på mindsteløn - og hvor lønstigninger forhandles lokalt.

Hos HK Handel forventer man fortsat, at man ender med en aftale om en ny butiksoverenskomst.

/ritzau/

Forhandlingerne om nye overenskomster for butiksansatte og chauffører er skudt i gang. Og den hårdt trængte økonomi er højt på dagsordenen.

Offentliggjort Sidst opdateret