Forlænget sikkerhedstjek af ansatte rammer luftfarten
En ny EU-forordning har gjort det sværere at få sikkerhedsgodkendt medarbejdere i lufthavnen. Det kan betyde forsinkelser på fly og mistet bagage. (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Et forlænget sikkerhedstjek af nyansatte i lufthavnen kan betyde flere forsinkelser på fly og mistet bagage.
En ny EU-forordning om udvidet baggrundskontrol har gjort det sværere at få sikkerhedsgodkendt nyansatte i danske lufthavne.
Siden den trådte i kraft den 1. januar, er sagsbehandlingstiden på sikkerhedsgodkendelser steget fra typisk 10-12 dage til nu at tage mellem fire og seks uger.
Det oplyser erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI).
Branchedirektør i DI Transport, Karsten Lauritzen, mener, at det kan komme til at påvirke flytrafikken i påsken, hvor rejseaktiviteten vil stige.
- Det her er en bremse for, at man kan komme smidigt igennem lufthavnen uden at skulle vente i sikkerhedskontrollen og være sikker på, at ens kuffert kommer med det rigtige fly, siger han.
Jens Bo Hansen er direktør for Aviator og Copenhagen Flight Services, der håndterer bagage i Københavns Lufthavn. Her mærker man allerede konsekvenserne af den lange sikkerhedsgodkendelse.
- På nuværende tidspunkt mangler vi at få godkendt en hel del kolleger, hvilket indebærer, at vi har vanskeligt ved at få vores fly afsted til tiden, siger han.
Ifølge Jens Bo Hansen har de i øjeblikket mellem fem og ti medarbejdere, der venter på en sikkerhedsgodkendelse.
Karsten Lauritzen mener, at løsningen skal findes i at få ansat mere politi til opgaven.
- Vi så meget gerne, at de ansvarlige myndigheder – det er så i sidste ende justitsministeren – fik sat det mandskab på den her opgave, som skal til for at sikre, at man har den sagsbehandlingstid, som man havde inden de nye regler, siger han.
Venstrepolitikeren Morten Dahlin er gået ind i sagen og har stillet justitsministeren spørgsmål til, hvordan ministeriet vil håndtere sagen.
- Jeg håber, at det der kan komme ud af det her er, at regeringen tager udfordringen alvorligt, og at man får sat turbo på de her processer, siger Morten Dahlin.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde