Forlaget Gyldendal har største overskud siden 2017
Gyldendal har haft sit største overskud siden 2017. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Væksten i indtjening bekræfter forlaget Gyldendal i, at strategien er den rigtige, siger direktør.
Tonerne i Gyldendals dugfriske årsregnskab er noget mere positive, end tilfældet var for præcis et år siden.
Torsdag kan forlaget præsentere en omsætning på 720 millioner kroner for 2023, hvilket svarer til en stigning på godt én procent.
Det er blandt andet et resultat af en stigning i salget af fysiske bøger til private kunder.
I 2023 blev det desuden til et overskud på 29,7 millioner kroner. Det er det højeste siden 2017.
Gyldendal har i 2023 haft fokus på at styrke og udvikle forlagsforretningen inden for litteratur og læremidler.
Den strategi har båret frugt, mener den administrerende direktør, Hanne Salomonsen.
- Indtjeningen blev forbedret, og i et år med udfordrende eksterne forhold er det tilfredsstillende, at vi formåede at leve op til de finansielle forventninger, som vi meldte ud ved indgangen til året, siger hun.
- Det bekræfter, at vores retning og strategi er rigtig, og at Gyldendal kan nå sine finansielle mål, men vi er samtidig bevidste om, at det kommer til at kræve fortsat hårdt arbejde.
Forlaget har for vane at tjene penge, men i forbindelse med årsregnskabet for 2022 præsenterede man et usædvanligt underskud.
Det skyldtes særligt Gyldendals område for lydbøger, der samlet set blev nedskrevet i værdi med 41 millioner kroner.
I samme ombæring sagde man farvel til sin formand og goddag til den nye - Gregers Wedell-Wedellsborg, der også er topchef i Matas.
Torsdag giver Gyldendal udtryk for, at man er kommet et godt stykke siden da, men forlaget er samtidig bevidst om, at den videre rejse bliver et langt, sejt træk.
- På de indre linjer skal vi kontinuerligt forbedre vores arbejde, hele tiden blive lidt bedre og skarpere til kernen af det, vi laver, skriver Gyldendal i regnskabet.
- Og på de ydre linjer kæmper vi både på uddannelsesmarkedet og det almene litteraturmarked for at forbedre markedsbetingelserne.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker