Formuer at spare på el for firmaer

Foto: Flemming Keith Karlsen

Masser af lokale virksomheder og butikker kan spare endda meget store summer på el-regningen og få tilbagebetalt investeringen på cirka et år - men alligevel tøver en del.

Offentliggjort Sidst opdateret

Egentlig burde de stå i kø - firmaerne og butikkerne: En investering der er fuldt tilbagebetalt på cirka et år - og derefter rent overskud fordi de løbende udgifter kun er på omkring 10 procent af de hidtidige i mere end en håndfuld år. Penge lige ned på bundlinjen ...

Det handler om el-regningen. Mere præcist et skifte fra mere traditionel belysning til LED-lys.

Hos Greenline A/S i Maribo servicerer man både private og erhverv med LED-lys, som i øvrigt er den suverænt hurtigst voksende del af den succesrige netvirksomheds omsætning i disse år.

- Vi har da masser af kunder til LED. Både private og i erhvervslivet. Men vi møder også en smule tøven især hos mange virksomheder eller forretninger - måske fordi der for nogle er tale om en forholdsvis stor investering i første omgang. Men besparelserne er altså tilsvarende meget store - og når vi først får forklaret og udregnet sammemhængen, kan de fleste godt se den klare gevinst, siger Jesper Vilhelmsen, der er daglig leder hos Greenline A/S.

- En privat kan bedre overskue at skifte en-to-tre lyskilder. I en større produktionsvirksomhed står vi måske med en ganske stor investering. Men tilbagebetalingstiden på et år er et vægtigt argument. Holdbarheden på LED-lys er mange år - omkring 20.000 timer mod traditionel belysnings 1.000 timer, forklarer Jesper Vilhelmsen.

Det er også argumenter af den slags, Greenlines energivejleder Jesper Rasmussen, der er uddannet energikonsulent fra Teknologisk Institut, tager med ud til kunderne. Her skal han så i øvrigt også nogle gange lige gennem forklaringerne om, at LED ikke længere er et ”eksperiment” med blåligt, ubehageligt lys som oven i købet har kort levetid ...
Børnesygdommene er et overstået kapitel.

- Der er ikke modstand mod LED ude på arbejdspladserne. Men enten tøver man lidt med investerigen - eller også tænker man slet ikke over, at der kan være store penge at hente. Lyset på jobbet er jo bare sådan noget, der er der, som Jesper Vilhelmsen konstaterer.

Energistyrelsen er også netop gået igang med en kampagne for at få sat gang i LED-investeringerne.

I øjeblikket er konsulenter fra Energistyrelsen ude i over 1.000 små og mellemstore butikker og kigge på deres pærer. Det skal kaste lys over, om der er en besparelse at hente for butikkerne ved at skifte til LED-pærer. 21 byer får besøg.

Konsulenterne tilbyder en optælling af butikkens lyskilder og en beregning af, hvor meget butikkerne kan spare ved at skifte til LED-belysning.

Du kan læse mere om at skifte til LED-belysning i tirsdagens erhvervstillæg til Folketidende.

Klik her for at læse Folketidende på PC

Klik her for at læse via en mobil enhed