Erhvervskundedirektør Morten Egon Jørgensen, Nordea, melder om et fortsat generelt billede, der viser, at de fleste små og særligt mellemstore og større virksomheder er i rigtig god kontrol i forhold til likviditetssituationen. Foto: Anders Knudsen/ArkivAnders Knudsen/Arkiv
Banker melder om fortsat fornuftig krisehåndtering i det lokale erhvervsliv op til lønningsdag.
Jesper BøghJesperBøgh
OffentliggjortSidst opdateret
Torsdag udbetales aprillønnen i langt de fleste virksomheder.
Og for en del lokale virksomheder, der har sendt medarbejdere hjem på lønkompensationsordningen under coronakrisen, betyder det et yderligere træk på likviditeten.
Ikke mindst fordi en del virksomheder, som beskrevet i Folketidende tirsdag, endnu ikke har modtaget kompensationen for hverken marts eller april måned.
Men hos Lollands Bank, Danske Bank og Nordea meldes der i forbindelse med lønudbetalingen for april om endnu fornuftig likviditetskontrol hos langt de fleste erhvervskunder trods den svære tid, som coronakrisen medfører.
- Coronakrisen betyder, at flere af vores virksomhedskunder oplever en svær tid, og vi gør alt for at hjælpe dem igennem. Vi har været i kontakt med stort set alle vores erhvervskunder om, hvordan de er ramt af situationen, og hvordan vi kan støtte dem - også op til lønningsdagen. Vi strækker os langt for at hjælpe, og de konkrete løsninger afhænger naturligvis af den enkelte kundes situation. Vi ser imidlertid ikke et større behov for hjælp frem mod ultimo april end i marts, hvor der også var terminsbetalinger, fortæller Steen Bo Dolberg, områdedirektør Danske Bank.
Annonce
Men der er ifølge Steen Bo Dolberg nogle virksomheder, der ønsker hjælp med likviditet, indtil de modtager penge fra staten.
- De virksomheder, der er berettiget til hjælp under en af statens hjælpepakker, kan i de fleste tilfælde få midlertidig kredit, indtil hjælpepakken udbetales. Derudover kan vi også trække på andre muligheder, for eksempel udskydelse af rentebetalinger, gebyrer og nedskrivninger på kredit. Hvad der er den bedste løsning for kunden, vurderer vi fra situation til situation, siger han.
Direktør Allan Aaskov, Lollands Bank, slår fast, at de virksomheder, der var sunde og veldrevne før coronakrisen, også vil være det fremadrettet. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Ingen konkurser endnu
Men spørgsmålet, som helt naturligt rejser sig i denne tid, er, om der i stigende grad er flere virksomheder, der står foran potentiel lukning, men det er ifølge Steen Bo Dolberg for tidligt at sige noget konkret om.
- Den kommende periode vil selvfølgelig være afgørende for, om vi ser en stigning. Indtil nu har vi ikke på Lolland-Falster set konkurser som følge af corona-situationen, men stort set alle brancher er på den ene eller anden måde negativt ramt af coronakrisen, og derfor oplever mange gode og sunde mindre og mellemstore virksomheder en stærkt udfordrende tid, siger han og tilføjer.
- Vi gør alt for at hjælpe dem igennem og har for eksempel også valgt, at opkrævningen af negativ rente suspenderes resten af året for mindre virksomheder, der har indskud på under 500.000 kroner, fortæller Steen Bo Dolberg.
Også i Nordea melder erhvervskundedirektør, Morten Egon Jørgensen, om et fortsat generelt billede, der viser, at de fleste små og særligt mellemstore og større virksomheder er i rigtig god kontrol i forhold til likviditetssituationen.
- Det er virkelig positivt at opleve. Men specielt oplever mindre virksomheder, der blev ramt direkte af nedlukningen, eller som allerede var udfordret inden Corona-krisen, at deres problemer er blevet større i løbet af april måned. Blandt disse særligt udfordrede virksomheder hjælper vi i den udstrækning, det overhovedet kan lade sig gøre og giver mening, siger Morten Egon Jørgensen, der tilføjer.
- Jeg er stolt af mine kolleger i Nordea, der har ydet en kæmpe indsats hjemmefra og har brugt den sidste halvdel af marts og hele april måned på at være tæt på vores erhvervskunder. Vores ageren under Corona-krisen har medført en markant stigning i vores kundetilfredshed, ligesom vi sammen med kunderne har håndteret en lang række corona-relaterede udfordringer allerede i opløbet, fortæller Morten Egon Jørgensen, der også kan berette om velovervejede investeringsbeslutninger.
- Vi oplever faktisk, at flere kunder - selv i disse tider - træffer velovervejede investeringsbeslutninger om køb af fast ejendom, driftsaktiver, forretningsaktiviteter eller virksomheder, hvor vi så deltager som partner med rådgivning og finansiering, fortæller han.
Annonce
Kreditudvidelse
Også Nordea har hjulpet med kreditudvidelsen i forbindelse med lønudbetalingerne.
- I sidste halvdel af marts og i april har vi hjulpet en række kunder med kreditudvidelser, ydelseshenstand på anlægs- og realkreditlån og andre individuelle løsninger, men de fleste af vores kunder har rent faktisk klaret skærene selv ved at tære på egne ressourcer eller søge om statslige hjælpeordninger - herunder udskydelse af skat og moms. Dette har bevirket, at der overordnet set er rigtig godt styr på situationen - også her foran månedsskiftet april/maj, lyder vurderingen fra Morten Egon Jørgensen.
Men selvom der generelt er godt styr på situationen lige nu, så vil coronakrisen medføre store udfordringer på sigt, vurderer han.
- Jeg tror, at man er naiv, hvis man forventer, at coronakrisen ikke kommer til at medføre et stigende antal nødlidende virksomheder og konkurser. Nedlukningen af Danmark kommer til at påvirke situationen blandt virksomhederne i mange måneder frem, og foruden likviditet vil coronakrisen uden tvivl trække dybe spor i virksomhedernes resultater de kommende år, forudser Morten Egon Jørgensen, og han tilføjer:
- Alt afhængig af branche har vi med denne krise oplevet en markant ændring i forbruger- og kundeadfærd, og ganske forståeligt er det ikke alle virksomheder i Danmark, der besidder viljen, evnen eller ressourcerne til at omstille deres forretningsmodel på nul komma fem, så det flugter med de nye mønstre, siger han og betegner overordnet coronakrisen som en trist historie.
Afvikling eller udvikling
- For nogle vil det betyde en afvikling, mens det for andre kan betyde en udvikling. Det er vores opgave at hjælpe så mange som overhovedet muligt med over på det sidste hold, slår Morten Egon Jørgensen fast.
I Lollands Bank har man ifølge direktør, Allan Aaskov, sammen med erhvervskunderne været på forkant.
- Vi havde umiddelbart efter nedlukningen 11. marts kontakt til alle vores erhvervskunder med henblik på håndtering af situationen. Derfor har vi sammen med kunderne også været på forkant. Generelt har kunderne taget de skridt i forhold til omkostningsminimering og umiddelbare besparelser, de har kunne. Vores oplevelse er, at de virksomheder, der var sunde og veldrevne før coronakrisen også vil være det fremadrettet, lyder det fra Allan Aaskov.
Annonce
Hjælp med likviditet
Men der er en del virksomheder, der skal og bliver hjulpet med likviditet.
- Vi hjælper sunde virksomheder med kreditudvidelser og ydelseshenstand, der står til at modtage kompensation, som her og nu mangler likviditet, fordi de endnu ikke har modtaget kompensation, slår direktøren fast.
- Det er ikke mit indtryk, at det i forbindelse med udbetaling af aprillønnen ser værre ud end det gjorde i forbindelse med martslønnen. Det hjælper også virksomhederne, at de kan udskyde skat og momsbetalinger, siger Allan Aaskov.
Seneste artikler
Freddy fra Lolland var blandt verdens første FN-soldater: 70 år senere hædres han for indsatsen i Gaza
Står til betinget frakendelse: Så hurtigt gik det
Starter ny sæson med et brag: NFH møder Champions League-mestrene
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Mest læste artikler
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Stort panttyveri fra ø-butik
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!